Et af de sværeste 24 timers-løb på Le Mans i mange år fik en mærkelig slutning for den thy’ske racerkører, der længe lå til en topplacering i LMP2-klassen.
(Foto: Twentyonecreations)
Med sidste års andenplads i rygsækken og imponerende fart i bilen allerede under de indledende træninger var Malthe Jakobsen og COOL Racings bil nummer 37 blandt favoritterne til en topplacering. Efter at have været hurtigst i kvalifikationen lykkedes det ikke thyboen at ramme den bedste omgangstid i Hyperpole-konkurrencen, som afgør startrækkefølgen blandt de otte bedste fra kvalifikationen:
- Der kom et rødt flag netop som jeg skulle til at sætte min bedste omgangstid, og fordi alt var optimeret efter det, havde jeg ikke brændstof nok til at køre en ekstra omgang, fortæller Malthe Jakobsen, der måtte nøjes med sjettehurtigste omgangstid.
(Foto: Twentyonecreations)
Men et 24 timers-løb er alt andet end afgjort ud fra startplaceringen. Der gik da heller ikke mange timer, før det danske racertalent og hans to medkørere, Lorenzo Fluxa og Ritomo Miyata, var fremme blandt de forreste i feltet.
Regnen blev en stor del af årets Le Mans. Godt tre timer af natten gik med at køre bag safety car, og det var en speciel oplevelse for den 20-årige racerkører:
- Det væltede ned, og det var fornuftigt nok at safety car var ude på banen. Men det var godt nok længe at køre paradekørsel, og jeg begyndte faktisk at fryse lidt på et tidspunkt; det har jeg vist aldrig prøvet tidligere i et racerløb, griner Malthe Jakobsen.
Det blev da også regnen, som endte med at have afgørende indflydelse på resultatet for Malthe og COOL Racings sejrsdrømme:
(Foto: Twentyonecreations)
- Det var tricky forhold at køre under, men vi var egentlig ret godt med op til den sidste time. Indtil min vinduesvisker holdt op med at virke. Det virker helt vanvittigt, men det var nødvendigt at køre i pit og få den repareret, for jeg kunne absolut intet se. Det kostede alle chancer for et godt resultat, og det kommer lige til at tage et par dage, før jeg er ovre dén oplevelse, siger Malthe Jakobsen, som sluttede på 12. pladsen i LMP2-klassen - langt fra ambitionerne om en sejr:
- Det er jo sådan, Le Mans er. Nådesløs og helt sin egen. Lige så vild og fantastisk, hele ugen op til løbet er, lige så træt er man efter løbet, især med den afslutning som vi fik, siger Malthe Jakobsen og fortsætter:
- Vi havde en fantastisk bil, og både Ritomo og Lorenzo har gjort det mega godt selvom det var deres første gang på Le Mans. Vi har kørt det meste af løbet uden egentlig at nærme os grænsen for hvad der var muligt, og så ender det hele på grund af en vinduesvisker. Det er vildt, siger Malthe Jakobsen, der nu ser frem til at vende hjem til Sennels og få et par dages hvile, før arbejdet fortsætter.
Jakobsen Motorsport Læs mere om: Malthe JakobsenLe Mans16/06/24 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM |