Diverse   08/07/24

Sejr til Thiim og Dames!
Nicki Thiim fik et stort ønske opfyldt, Michelle Gatting og damerne vandt på Imola og to danskere i top-10 i Ohio. Bare en normal weekend for danske racerkørere!

Første DTM-sejr til Thiim
Som dreng var Nicki Thiim med når far Kurt brillerede i den tyske DTM-serie og fik kælenavnet ”Dansky” af tilskuerne. Lige siden har Nicki haft et stort ønske, nemlig selv at deltage i den ultra-populære serie.

Efter flere tilløb er den rigtige mulighed der endelig i år. Mens Thiim senior deltog for Mercedes er junior til start i Lamborghini for SSR Performance, og det har vist sig at være en vinderbil. Det anvendte Nicki til at vinde rundens andet løb søndag; blot en uge efter triumfen i 24-timers løbet på Spa. Det var samtidig hans første sejr i DTM.
At sejren så kom på den ikoniske bybane Norisring i Nürnberg gør næppe glæden mindre. Løbet på Hitlers gamle paradeplads er et af årets højdepunkter i tysk motorsport.

Iron Dames vinder på Imola
For anden gang i karrieren tog Michelle Gatting og de øvrige Iron Dames en sejr i en afdeling af European Le Mans Series (ELMS). I deres pinkfarvede Porsche 911 GT3 vandt danskeren sammen med Sarah Bovy og Rahel Frey søndag tredje runde af årets mesterskab i GT-klassen, og er nu på en samlet tredjeplads.
Desværre oplevede de øvrige danske deltagere diverse problemer undervejs.

Christian & Christian i top-10
For første gang nogensinde sluttede to danskere i top-10 i en afdeling af IndyCar, Amerikas svar på Formel 1. Hvad der tidligere blot var en våd drøm, blev til virkelighed søndag da Christian Lundgaard sluttede P7 og Christian Rasmussen P9 på Mid-Ohio Sports Car Course.
Det var samtidig sidstnævntes hidtil bedste resultat i topklassen, på en bane hvor han har vundet adskillige gange tidligere i supportklasser.
Løbet var samtidig det første hvor det nyudviklede hybridsystem blev anvendt (se nedenfor); det blev en lovende debut. Løbet blev vundet af Pato O’Ward for Lundgaards kommende team Arrow McLaren, efter en løbslang duel med Alex Palou.

WEC til sambarytmer
Efter tre løb i Europa er WEC nu draget til Sydamerika; nærmere betegnet til Rolex 6 Hours of São Paulo i Brasilien, på den berømte Grand Prix-bane Interlagos. Banen var sidst vært for en afdeling af WEC i 2014, og dette løb markerede samtidig afslutningen af Tom Kristensens karriere på topplan.

Se optaktsartikel på Eurosport
Løbet kan følges live på Eurosport og MAX fra søndag 15.30.

Ugens special

IndyCar går hybridvejen
Et nyudviklet hybridsystem til IndyCar blev langt om længe taget i brug i Mid Ohio. Systemet, der er udviklet i et samarbejde mellem IndyCars to motorleverandører Honda og Chevrolet, adskiller sig fra andre systemer i motorsport ved ikke at anvende batterier til at lagre energi, men i stedet super-kondensatorer. Samme metode blev tidligere anvendt af Toyota i WEC, men japanerne er siden skiftet til batteri, der har den fordel at der her kan opmagasineres betydelig mere energi. Til gengæld er det tungere.

Systemet i IndyCar leverer 60 ekstra hk når det er fuldt opladet, og det er op til køreren selv at bestemme hvor og hvornår det anvendes. Dog er der en øvre grænse for hvor meget energi der kan frigøres pr. omgang. ”Push-to pass” bibeholdes indtil videre, så kørerne har altså nu to muligheder for at hente ekstra power undervejs.
Systemet betyder ydermere at kørerne nu selv kan genstarte motoren efter en afkørsel.

Hybridenheden vejer netto ca. 30 kg der skal lægges til en i forvejen tung bil, og det har betydet at Firestone har måttet udvikle nye, hårdere dæk-compounds til at håndtere både vægtforøgelse og øget acceleration. Den lange udviklingstid skyldes også udfordringer med indpakning i de eksisterende motorer samt behov for øget køling. Som i de fleste andre hybridsystemer høstes energien via bilens bremser.

Det er nu op til de enkelte teams at lære det nye system at kende, og nogle, bl.a. Arrow McLaren, har ansat specialister til formålet; noget der måske har medvirket til Christian Lundgaards skifte hertil. Ligesom danskerens kendskab til hybridsystemer fra sine testkørsler i en F1 givet har betydning for teamet.

Bo Baltzer Nielsen
BBN Consult


Læs mere om:
  • Christian Lundgaard
  • Christian Rasmussen
  • Michelle Gatting
  • Nicki Thiim
  • Imola
  • Interlagos
  • Mid-Ohio
  • Norisring
  • 07/07/24 - Imola - ELMS
  • 07/07/24 - Mid-Ohio - IndyCar Series
  • 07/07/24 - Norisring - DTM
  • 14/07/24 - Interlagos - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto