FIA WEC   13/07/24

Nicklas Nielsen på ukendt territorium i Brasilien
World Endurance ChampionshipNye udfordringer venter for Nicklas Nielsen og resten af holdet fra Ferrari – AF Corse, når FIA World Endurance Championship vender tilbage til Interlagos i brasilianske São Paulo.


(Foto: Ferrari Media)

Nicklas Nielsen er tilbage i sin Hypercar for første gang siden Le Mans-sejren, når femte afdeling af FIA World Endurance Championship løber af stablen på Interlagos den kommende weekend. Det bliver debut for de nye Hypercars på den på den brasilianske Formel 1-bane, som senest var vært for et VM-løb i 2014 – og samtidig er det første gang siden debutløbet i 2023, at fabriksholdets Ferrari 499P stiller med en teknisk opgradering.


(Foto: Ferrari Media)

Ændringerne tæller blandt andet et nyt design af luftindtagene til kølingen af bremserne, hvilket skal sikre en mere effektiv køling, især på baner, som lægger mere pres på bremsesystemet. Den opgraderede 499P kan desuden kendes på et ændret design under forlygterne.


(Foto: Ferrari Media)

– Hele holdet leverede en fantastisk indsats, da vi sikrede sejren på Le Mans, og det er noget, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Det giver os selvfølgelig et kæmpe boost, selvom vi også godt ved, at konkurrencen kun bliver endnu hårdere herfra. São Paulo er en helt ny bane for alle Hypercar-hold, og vi har udelukkende simulatoren som reference. Uden en eneste test på banen ved vi ikke, hvor vi ligger i forhold til konkurrenterne, før vi får taget hul på de første sessions, så vi går en spændende weekend i møde, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: Ferrari Media)

Med Le Mans-sejren i juni og et podie på Spa-Francorchamps i maj holder Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina en foreløbig andenplads i VM-stillingen. Femte afdeling af FIA World Endurance Championship indledes med de første træningssessioner fredag den 12. juli, mens kvalifikationen finder sted lørdag den 13. juli. Det seks timer lange VM-løb flages grønt søndag den 14. juli klokken 11.30 lokal tid – det er klokken 16.30 i Danmark – og kan blandt andet ses på TV 2 PLAY eller FIA WEC TV.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Interlagos
  • 14/07/24 - Interlagos - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport