Diverse   05/09/24

Ferraris fantastiske weekend
Ferrari er ubetinget det mærke der har flest tilhængere verden over; de såkaldte ”Tifosi”. De må ofte gå så gruelig meget igennem i lange perioder med resultattørke. Sådan var det ikke sidste weekend.
Tre danske talenter havde fået en ekstra chance, og dommerne i motorsportens top havde (lidt for) travlt.

Ferraris fantastiske weekend
Italiens Grand Prix på ”La Pista Magica”, Monza, er et af årets absolutte højdepunkter. Søndag leverede banen atter et magisk øjeblik for alle Ferrari fans (og der er mange), da Charles Leclerc på sublim vis besejrede de to McLaren-racere, der ellers var startet i forreste række efter kvalifikationen. Scenerne fra præmieoverrækkelsen var helt ubeskrivelige.

Og dermed var det ikke slut. Senere søndag vandt den privatanmeldte Ferrari AF Corse P499 Lone Star Le Mans på COTA i Texas, sjette afdeling af World Endurance Championship (WEC).

Det vil kort sagt være en weekend der sent vil blive glemt af Ferraris trofaste fans. Den Stejlende Hest har nu vundet Monacos og Italiens Grand Prix’ samt Le Mans i samme sæson, og så kan man sikkert leve med det måske ikke resulterer i et VM når sæsonen er slut.

Regeltyrrani
Desværre bød sidste weekend, foruden fantastisk race, også på et nyt eksempel på det regeltyrrani der hersker i motorsportens top. Vi har tidligere kritisk behandlet emnet. I en så kompliceret sportsgren som motorsport, fyldt med ”kreative” personligheder, må der nødvendigvis være nultolerance, men hvor går bagatelgrænsen?

I sjette afdeling af WEC udskrev løbskommisærene omkring 40 straffe, der inkluderede et mix af tekniske, proceduremæssige og sportslige kendelser. En af disse blev løbsafgørende: den førende Toyota #7 blev kort før slut ikendt en drive-through straf for at ignorere gult flag og det kostede sejren. Selv efter at have set optagelserne igennem efterfølgende er det svært at se begrundelsen herfor.

Eller hvad med K-Mag? Godt nok har han selv bragt sig i en prekær situation tidligere på året med en række kritisable manøvrer, men at hans kontakt med Pierre Gaslys Alpine under løbet på Monza skal udløse en løbskarantæne kan være svært at forstå. Man vil gerne se tæt race, men det får man ikke når kørerne risikerer drakoniske konsekvenser hvis det går galt. Uanset hvad, så må Kevin sidde over i Baku.

Hvordan gik det så talenterne?
I sidste nyhedsbrev beskrev vi hvordan tre unge talenter fik en uventet chance sidste weekend. Men hvordan gik det så?

  • Christian Rasmussen. Fik uventet chancen i dobbelt-afdelingen ”The Milwaukee Mile” ovalracet i Wisconsin. Og amagerkaneren greb chancen, P11 i lørdagens race og P16 søndag.
  • Noah Strømsted. Flot debut i lørdagens F3-sprintrace på Monza, men desværre indblandet i en kollision søndag. Absolut godkendt, nu er det bare at håbe vi ser ham fast i klassen i ’25.
  • Alba Hurup Larsen. Fulgte op på en fin debut forrige weekend i det Indiske F4-mesterskab med en ny flot indsats i bybaneløbet i Chennai. Den 15-årige racerpige kom på podiet som løbets bedste rookie. Flot.

    Ugens special

    Spænding til det sidste i WEC

    Sjette afdeling af årets WEC blev præcis så spændende som forudset. Mindre end to sekunder skilte efter 6 timers race i Texas den vindende bil fra nummer to, og løbet producerede den sjette vinder af seks mulige i årets VM.

    Vandt gjorde den gule Ferrari fra privatholdet AF Corse, anført af den tidligere Formel 1-stjerne Robert Kubica, der besejrede Toyota #7 efter en løbslang duel. Sejren faldt ud til Ferraris fordel efter Toyotaén blev ikendt en straf kort før slut.

    På tredjepladsen kom endnu en Ferrari; og heldigvis var det #50, hvor danske Nicklas Nielsen er en del af kørerbesætningen. Det betyder at danske kørere fortsætter den fantastiske stime med podiepladser, idet der har været danskere i top-3 i samtlige kørte afdelinger i denne sæson. Ferrari # 50 er nu blot 12 points efter den førende Porsche.

    Også Michael Christensen og Oliver Rasmussen sluttede i top-10.

    Gik det godt i Hypercar kan det samme desværre ikke siges om danske deltagere i GT-klassen. Marco Sørensen, Mikkel O. Pedersen og Michelle Gatting sluttede alle udenfor top-10 efter diverse problemer; ja Marco Sørensen nåede end ikke i bilen inden den var udgået. Sådan kan motorsport desværre også være.

    Mens Porsche allerede er meget tæt på mesterskabet i GT, tyder alt på intet bliver afgjort i Hypercar før finalen i Bahrain i november. Forinden skal WEC dog et smut til Japan til næstsidste afdeling, der køres på Fuji Speedway 15. september.

    Bo Baltzer Nielsen
    BBN Consult


    Læs mere om:
  • Alba Hurup Larsen
  • Christian Rasmussen
  • Kevin Magnussen
  • Marco L. Sørensen
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Michelle Gatting
  • Mikkel O. Pedersen
  • Nicklas Nielsen
  • Noah Strømsted
  • Oliver Rasmussen
  • Circuit of the Americas
  • Milwaukee Mile
  • Monza
  • 01/09/24 - Circuit of the Americas - FIA WEC - FIA VM
  • 01/09/24 - Milwaukee Mile - IndyCar Series
  • 01/09/24 - Monza - FIA Formula 3 - FIA VM
  • 01/09/24 - Monza - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport