SuperCup   01/10/24

To mesterskaber stadig åbne i Hankook SuperCup
Den næstsidste løbsweekend i 2024 sæsonen for Hankook SuperCup, efterlod stadig to åbne mesterskaber, til når finalen skal køres i den kommende weekend.

Den 5. afdeling blev kørt på FDM Jyllandsringen, og her fik klassen efterårsvejrets luner at føle.


Brian Johannesen (99) var tilbage i feltet, med Danmarks bredeste VW Polo GTI, og det blev til et godt comeback med tre pokaler i weekenden
(Foto: JJ Media)

Lørdags vejr var meget omskifteligt, og det gav flere af kørerne udfordringer under tidtagningen, som var det eneste programpunkt for den dag.

Jacob Sevel Andersen tog Pole Position, foran mesterskabsførende Tino Vang Jørgensen, og med debutanten Lucas Kent Jensen på 3. startposition i klassen.

Mathias Dall og Hankook SuperCup 200 mesterskabsførende Claus Møller Jensen valgte kun at tøffe ud på banen, og så ind igen, uden at sætte en konkurrencedygtig tid. De havde nemlig bestemt sig for ikke at bruge regndæk, og var derfor ude på de mønsterløse slicks, som ikke er ret anvendelige på glat asfalt. Men det betød blot, at de skulle overhale lidt mere om søndagen.


Tino Vang Jørgensen tabte lidt fart henover weekenden, men han skulle også bare køre klogt, og ikke sætte mesterskabsføringen over styr
(Foto: JJ Media)

Solen var heldigvis kommet frem til søndagens første løb, hvor der ret hurtigt blev vendt op og ned på feltet. Eller, det vil sige – Jacob Sevel Andersen førte fra start til slut, mens Mathias Dall og Tino Vang Jørgensen kom frem på henholdsvis anden- og tredjepladsen, og det til trods for at Tino fik en skidt start på løbet, og måtte kæmpe sig hele vejen gennem feltet.

Claus Møller Jensen sluttede som den bedste Hankook SuperCup 200 kører, foran nytilkomne Lucas Kent Jensen, og Jørn Støvring.

Støvring sluttede som bedste Oldboyskører, og rykkede derfor et skridt nærmere på 2024 titlen for kørere på mindst 45 år.

Han kunne have snøret sækken allerede i heat 2, men her udgik Støvring allerede på den første omgang, efter kontakt med en anden bil. Det banede vejen til at Brian Johannesen kunne tage sin første sejr i Oldboysmesterskabet, på hans comeback weekend.


Lucas Kent Jensen fik en rigtig flot asfaltbane debut, efter at have kørt gokart i de tidligere sæsoner
(Foto: JJ Media)

Claus Møller Jensen kørte en sikker Hankook SuperCup 200 sejr hjem, foran Lukas Kent Jensen.

Men generelt var det Jacob Sevel Andersen, som lige brugte en omgang til at køre sig i front, og derefter så han sig ikke tilbage. Claus Møller Jensen og Mathias Dall kæmpede om andenpladsen i løbet, men den endte med at gå til Dall foran Møller.

De to løb blev kørt med kun halvanden times afstand, men kørerne havde heldigvis lidt mere pusterum til det sidste heat, som skulle køres klokken 17.10.


Mathias Dall havde fundet endnu mere fart denne weekend, i forhold til afdelingen tidligere på Padborg Park
(Foto: JJ Media)

Der blev som altid vendt rundt på Top-8 i startopstillingen, og denne gang skulle Jacob Sevel Andersen kæmpe lidt mere for det, da det gik indtil den 3. omgang i løbet, inden han var I front. Men så satte han også fart på, og satte ny banerekord for Hankook SuperCup på FDM Jyllandsringen, cirka en tiendedel hurtigere end den tidligere.

Han vandt heatet, foran Mathias Dall, mens Claus Møller Jensen sluttede på den generelle 3. plads. Claus Møller Jensen vandt også Hankook SuperCup 200 i weekendens tredje heat, foran Lucas Kent Jensen, og Jørn Støvring. Derfor kom Lucas fra sin debutweekend med tre andenpladser i bagagen.

Brian Johannesen sluttede også som bedste Oldboyskører i heat 3, foran Jørn Støvring.


Claus Møller Jensen’s Honda S2000 forsøgte at udfordre storbror Honda Civic TCR med Jacob Sevel Andersen bag roret, men en Hankook SuperCup 200 bil mod en af de stærkere biler med optil 250hk, slog ikke ud til Claus Møller’s fordel
(Foto: JJ Media)

De indkørte point var dog nok til at Jørn Støvring allerede nu kan kalde sig Oldboysmester 2024 i Hankook SuperCup. Et stort tillykke til ham, med den præstation.

Claus Møller Jensen udbyggede føringen i Hankook SuperCup 200 mesterskabet, og er nu snublende tæt på at kunne kalde sig forsvarende mester. Han mangler dog lige nogle få point, for at den er helt i hus, da Jørn Støvring stadig kan nå ham. Lucas Kent Jensen er strøget direkte ind på 3. pladsen, men skal bestemt ikke føle sig sikker på den endnu, da der er flere kørere, som stadig kan kæmpe med om den ved sæsonfinalen.

Tino Vang Jørgensen mistede lidt af hans mesterskabsføring, men har stadig en komfortabel føring. Claus Møller Jensen er toer, mens Jacob Sevel Andersen på tredjepladsen er rykket et godt stykke tættere på, med tre sejre ud af tre mulige igen denne weekend.


Jacob Sevel Andersen var endnu en gang suveræn i weekenden. Han kommer til sæsonfinalen som treer i det samlede mesterskab, og vil helt sikkert som minimum jagte andenpladsen, hvis endda ikke førstepladsen, selvom Tino Vang har et stort forspring.
(Foto: JJ Media)

Kørerne skal ikke sove ret mange gange, inden de skal på racerbanen igen. Allerede denne weekend skal 2024 finalen køres, hvilket foregår på Padborg Park.

I skrivende stund ved vi at Morten Christensen gør comeback i klassen, ligesom hans far, Lars, igen er på startlisten, efter han sæsondebuterede til Night Race.


Jørn Støvring kan allerede nu kalde sig Oldboysmester 2024, med en løbsafdeling tilbage
(Foto: JJ Media)

Det bliver en noget utraditionel weekend, da vi skal på banen tre gange om lørdagen, og kun en gang søndag formiddag. Men derfor er lørdagen også ekstrem vigtig, da titlerne kan afgøres allerede i heat 1, hvis alting flasker sig for Tino Vang Jørgensen og Claus Møller Jensen.

Tidsplanen for weekenden lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag
Tidtagning 09.55
Løb 1 13.50
Løb 2 17.11

Søndag
Løb 3 09.55

Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • Padborg Park
  • 06/10/24 - Padborg Park - SuperCup
  • 29/09/24 - Jyllandsringen - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto