TCR Denmark   17/05/25

René Povlsen: En hård start på sæsonen
TCR DenmarkDen midtjyske AM-kører havde ellers lavet sit forarbejde, men de første løb i TCR Denmark har ikke givet fuldt udbytte af forberedelserne. Ved Åbningsløbet på Padborg Park måtte der skiftes en motor efter den første træning, og sidste weekends løb på FDM Jyllandsringen levede heller ikke helt op til forventningerne.

Her blev TPR Motorsport-køreren involveret i det lille sammenstød, som sendte Jan Magnussen af banen i finaleheatets første sving. Han har dog svært ved at se sin rolle i hændelsen:

"Det er da vildt ærgerligt at Jan spandt rundt og måtte udgå, men jeg kørte lige ud, da han tilsyneladende ville åbne svinget lidt for at få en bedre linje igennem og så gik ud fra, at jeg bare flyttede mig. Jeg så videoen fra live-udsendelsen med det samme, løbet var færdigt, og det var ret tydeligt, at jeg ikke gjorde andet end at være der", siger René Povlsen, som med to fjerdepladser på FDM Jyllandsringen burde kunne være tilfreds med sin egen præstation:

"Jo, en fjerdeplads er vel meget fin, men jeg kan se på omgangstiderne, at jeg ikke er hvor jeg gerne vil være i forhold til Mike, Malte og Kasper (Halder, Ebdrup og H. Jensen, red). Jeg skal gerne tættere på deres omgangstider, så jeg kan komme op og drille dem lidt, og der er jeg bare ikke endnu. Jeg havde ellers håbet, at det kunne aflæses på omgangstiderne, at jeg har kørt et par løb i Spanien og fået erfaringer med derfra", fortæller han.

Sammen med TPR Motorsport og teamkammerat Mike Halder har René Povlsen kørt to afdelinger af det spanske mesterskab inden den danske sæson startede, og inden næste løb i TCR Denmark er de igen sydpå for at deltage i en afdeling på Valencia-banen. Men en erkendelse er ved at snige sig ind hos den erfarne TCR-kører:

"Jo ældre, du er, desto sværere kan det være at ændre på hvordan man gør ting. Jeg har fået en masse gode input, blandt andet fra Mike, og jeg kan godt se at det giver mening, men det er som om at de ikke helt bliver ført ud i livet, når jeg sidder bag rattet. Der er stadigvæk noget at arbejde med på det punkt", siger han.

Helt galt står det nu nok ikke til, og når TCR-feltet er tilbage på asfalten i juni måned, forventer han også at være med hvor gassen brænder:

"Det bliver ret kontrastfyldt at gå fra Valencia til Ring Djursland, men historisk set har jeg gjort det godt derude, og jeg kan godt lide banen, så jeg satser bestemt på at være med i toppen", slutter René Povlsen.

Sommerløbet på Ring Djursland køres den 21-22. juni.

STILLINGEN 2025
1. Mike Halder 172 pt.
1. Malte Ebdrup 172 pt.
3. Kasper H. Jensen 166 pt.
4. René Povlsen 118 pt.
5. Mathias Dall 106 pt.
6. Marco Dahl 73 pt.
7. Jacob Wunderov 63 pt.
8. Lars Højris 53 pt.
9. Magnus Dall 41 pt.
10. Jan Magnussen 25 pt.

TCR Denmark


Læs mere om:
  • René Povlsen
  • TPR Motorsport
  • Jyllandsringen
  • 11/05/25 - Jyllandsringen - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport