SportsCar Championship   15/07/25

Frederik Schandorff sikrede Le Mans-point i Canada
Den danske Ferrari-kører hjalp teamkammeraten med at udbygge føringen i Bob Akin-mesterskabet i sjette afdeling af IMSA-serien på Canadian Tire Motorsport Park.


(Foto: Inception Racing)

Frederik Schandorff var tilbage i IMSA-serien den forgangne weekend, hvor danskeren stillede op til sjette afdeling af GTD-mesterskabet. Målet var at hjælpe teamkammeraten Brendan Iribe med at sikre så mange point som muligt i Bob Akin-mesterskabet – et sideløbende mesterskab for FIA-klassificerede bronzekørere, hvor vinderen belønnes med en deltagerbillet til 2026-udgaven af 24-timersløbet på Le Mans – og det lykkedes.


(Foto: Inception Racing)

Schandorff og Iribe sluttede på en sjetteplads og som bedst placerede Ferrari i GTD-klassen efter et løb, hvor danskeren måtte på hårdt arbejde efter en udfordrende start.

– Det var ikke det resultat, vi ønskede, men efter omstændighederne det bedste, vi kunne få med fra weekenden, lød det fra Frederik Schandorff.


(Foto: Inception Racing)

Makkerparret fra Inception Racing startede fra en 11. plads i GTD-klassen i det to timer og 40 minutter lange løb, hvor Brendan Iribe blev involveret i et sammenstød tidligt i forløbet. Amerikaneren kunne heldigvis fortsætte, men var nede på en 12. plads, da han afleverede den gule Ferrari til Schandorff.

– Herefter stod den på hårdt arbejde, men jeg lykkedes med at kæmpe os godt frem i feltet og lave nogle gode overhalinger. En sjetteplads i GTD-klassen giver os gode mesterskabspoint, men vigtigst af alt sluttede vi som bedste bronze-bil og udbyggede dermed føringen i Bob Akin-mesterskabet, som er målet for sæsonen, tilføjede danskeren.


(Foto: Inception Racing)

Næste opgave for Schandorff, Iribe og resten af holdet bag Inception Racing er syvende afdeling af IMSA-seriens GTD-mesterskab, som finder sted den 3. august på Road America i Wisconsin.


(Foto: Inception Racing)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Mosport Park
  • 13/07/25 - Mosport Park - SportsCar Championship - Internationalt

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport