Lærke Rønn klar til sit debutløb i Porsche Carrera Cup Scandinavia I weekenden begynder et nyt kapitel i Lærke Rønns racerkarriere. Her tager hun hul på årets sæson i Porsche Carrera Cup Scandinavia, hvor hun på den tidligere Formel 1-bane Scandinavian Raceway i Sverige sidder bag rattet af en Porsche 911 GT3 Cup-racer.
”911’eren bliver helt klart sværere at køre i end den GT4-bil, jeg kørte med sidste år. Motoren ligger bagi, og vægtfordelingen er helt anderledes. Racerbilen kan meget nemmere snurre rundt, så man skal være lidt mere vågen,” siger Lærke Rønn.
”Det gælder om at holde tungen lige i munden med sådan en 911’er, men det er egentlig det, som gør 911’eren sjovere at køre. GT4’eren var faktisk lidt for nem at køre. Det er rart med en ny udfordring.”
 I år skal Lærke Rønn køre race i denne Porsche 911 GT3 Cup-racer. (Foto: A1 Work)
GT4’eren var den Porsche 718 GT4 Cayman, som den 19-årige racerpige fra Vinderup kørte til andenpladsen i Porsche Sprint Challenge Scandinavia, hvor løbene fandt sted i Norge, Sverige og Danmark.
”Nu har jeg den fordel, at jeg kender racerbanerne, så jeg kan koncentrere mig om den nye klasse,” siger Lærke Rønn. ”Feltet er tæt og konkurrencen er også meget hårdere.”
Porsche Carrera Cup Scandinavia er et af de mange nationale og regionale mesterskaber, som Porsche afvikler verden over. Bilerne er identiske, og det sætter ekstra fokus på den enkelte kørers indsats.
 Lærke Rønn fortsætter karrieren med Mikkel O. Pedersen som teamchef. (Foto: A1 Work)
”I sidste måned havde vi en roll-out – en fælles test – for alle teams. Der er 14 biler i feltet, og jeg lå midt i feltet, så det tegner godt,” siger Lærke Rønn. ”Men det bliver et tæt felt. De otte første lå indenfor et halvt sekund, så der er plads til at udvikle sig.”
Ligesom sidste år starter Lærke Rønn for Mikkel O. Pedersen Racing, men i modsætning til sidste år har hun ingen teamkammerater i samme klasse.
”Det bliver helt klart en udfordring. Ikke bare for mig, men også for teamet, når der ikke er mulighed for at sammenligne data med teamkolleger,” siger hun. ”Det bliver nærmest som at starte fra nul.”
”Men 2026 bliver et år, hvor jeg skal udvikle mig. For mig gælder det om at gøre det så godt som muligt, lære bilen at kende i et løb og få en fornemmelse af konkurrencen – som nok skal blive hård. Jeg skal arbejde for at få min første podieplads i Carrera Cuppen, og den må gerne komme før end senere.”
LR Racing Presse Læs mere om: Lærke Rønn SørensenAnderstorp09/05/26 - Anderstorp - Porsche Carrera Cup Scandinavia |