Trackdays   13/11/09

Trackdays på Padborg Park i 2010
Et bemærkelsesværdigt samarbejde indledes i 2010 mellem Padborg Park, Motor Sport Sønderjylland og Trackdayklubben.
8 gange i 2010 indbydes der til Trackdays for biler på Padborg Park, og det bliver til konkurrencedygtige priser og med både fest og farver.

De to klubber har i nogen tid drøftet det samarbejde, der i løbet af 2010 gerne skulle resultere i, at de to klubber smelter sammen, således at medlemmerne af Trackdayklubben får mere køretid på Padborg Park og måske andre baner, og Motor Sport Sønderjylland får en helt ny disciplin i sin i forvejen store palet.

- Vi ser det som en hel naturlig del af udviklingen fra vore klubaftner med F:STREET over Trackday til egentlig motorsport ved os kørt i Youngtimerklassen, siger Thomas Rasmussen, der i fremtiden bliver ansvarlig for arrangementerne inden for Trackday.
- Og vi lægger hårdt ud, forsætter Thomas Rasmussen, der fortæller, at der er planlagt kørsel 22. marts, 12. april, 17. maj, 14. juni, 2. august, 23. august, 20. september og 18. oktober.

En Trackday er et avanceret køreteknisk kursus med ansvarlig instruktør, således at deltagernes almindelige forsikringer er gældende. Formålet er først og fremmest at gøre deltagerne til bedre bilister, og der er ikke noget sted, der er bedre til at afprøve grænser end på en motorbane, hvor det kan ske under sikre forhold og under kyndig vejledning.

Trackdayklubben har siden 2006 afholdt 14 Trackdays med stor succes, heraf en stor del af dem på Padborg Park. Alligevel ser Trackdayklubben store muligheder i det indledte samarbejde, hvor ting som administration, tilmelding og forsikring kommer ind under faste rammer, uden at det bliver dyrere. Kim K. Nielsen, der er formand for Trackdayklubben, fortæller, at det for dem har været meget afgørende, at der ikke skete en prisstigning ved sammenlægning af de to klubber, hverken for medlemskontingent eller for deltagelse i Trackdays, samt at det stadigvæk er de samme rammer for afholdelsen af vore Trackdays. – Og som det bliver nu, bliver det faktisk billigere, idet vi kan holde en pris for en hel dag på 1.200 kroner incl. frokost. Det er der ikke ret mange, der kan konkurrere imod, slutter Kim K.Nielsen.

Trackday vil i 2010 igen køre efter det kendte koncept i tre grupper. Gruppe A, der er begyndere, der har kørt fra 0 til 3 Trackdays, og som kører i indregistrerede biler. Gruppe B for de mere øvede, også i indregistrerede biler, og endelig Gruppe C, hvor der køres med uindregistrerede biler. Af hensyn til miljøbestemmelserne er der restriktioner for de uindregistrerede biler. Der må f.eks. ikke køre biler, der tidligere har deltaget i baneløb – og det vil blive nøje overholdt i 2010 for alle på Padborg Park.

En Trackday er nemlig et køreteknisk kursus. Vil nogen køre race, er der masser af muligheder for det – men så er det helt andre forsikringsbetingelser, der træder i kraft, og så kan det kun ske i den mere organiserede motorsport, der jo er en anden vigtig del af de aktiviteter, Motor Sport Sønderjylland udøver på Padborg Park.

- Trackdays er Trackdays og motorsport er motorsport, og det vil vi holde skarpt adskilt, slår både Kim K. Nielsen og Thomas Rasmussen fast med syvtommersøm.

De 8 Trackdays ligger fast. Optagelsen af Trackdayklubben i Motor Sport Sønderjylland afventer en egentlig beslutning på generalforsamling i de to klubber. Med de fordele, der er for begge parter, forventer de to klubber ikke problemer i den anledning.

Motor Sport Sønderjylland
Holger Møller-Nielsen

 

Reklamer

H.I. Auto


Yokohama Advan dæk


Bruno Hansen Motorsport