Trafik   01/04/10

Privatpersoners transport af farligt gods ad vej
Som privatperson kan du ofte komme ud for at skulle køre med farligt gods i din bil eller med offentlige transportmidler. "Farligt gods" er fagudtrykket i transportverdenen for de farlige produkter, som kan udgøre en risiko under transport. Eksempler på farligt gods er fyrværkeri, ammunition, gasflasker, benzin, dieselolie, sprinklervæske, ikke-vandbaseret maling, terpentin, saltsyre og lithiumbatterier.

Læs om:

Farligt gods i egen bil

Farligt gods i bus

Farligt gods, der bruges til medicinsk behandling

Kørsel med større mængder farligt gods

Uheld med farligt gods

Læs mere om reglerne i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 617 af 26. juni 2009 om vejtransport af farligt gods samt i 2009-udgaven af ADR-konventionen.

Farligt gods i egen bil

Privatpersoner må i egen bil transportere indtil 80 kg (brutto) farligt gods, dog højst 5 kg nettoeksplosivstofmængde (NEM) fyrværkeri, uden at være omfattet af reglerne for vejtransport af farligt gods. Betingelserne for at være undtaget er:

  1. Det farlige gods skal være emballeret til detailsalg eller i UN-godkendt emballage. Som hovedregel kan man sige, at produktet skal være emballeret i den originale emballage, som du som almindelig forbruger kan købe. Reservedunke til brændstof skal være UN-godkendte.
  2. Det farlige gods skal være beregnet til din personlige eller hjemlige brug herunder til fritids- eller sportsaktiviteter.
  3. Du skal håndtere godset med omtanke og forsigtighed. Du skal også sørge for, at godset under transporten er surret ordentlig fast eller placeret, så det ikke vælter eller forskubber sig.
  4. Du må ikke have farligt gods i førerkabinen. I bagagerummet på din bil må du ikke transportere mere end:
    • 3 kg nettoeksplosivstofmængde (NEM) fyrværkeri (af den type, der kan købes lovligt i forretningerne) eller
    • 25 liter brandfarlig væske (fx benzin) eller
    • 75 liter mindre brandfarlig væske (fx dieselolie og sprinklervæske) eller
    • 13 kg (netto) flydende ikke-giftig gas (fx almindelig flaskegas til diverse brændere) eller
    • 70 liter (flaskevolumen) komprimeret ikke-brandfarlig og ikke-giftig gas (fx dykkerflasker) eller
    • 5 liter (flaskevolumen) komprimeret oxygen (ilt) + 5 liter acetylen eller
    • 50 kg (brutto) ammunition til håndskydevåben.

    Det er dog tilladt at have indtil 5 kg husholdningskemikalier, autoplejemidler og andre ikke-giftige produkter sammen med en af de ovennævnte ting.

    Hvis du har farligt gods i bagagerummet og vil udnytte 80 kg grænsen fuldt ud, kan du placere den øvrige tilladte mængde farlige gods på en trailer.

    Restriktionen med anbringelse af farligt gods i bagagerummet gælder ikke, hvis du har en varevogn med væg mellem førerhus og varerum.

Et eksempel: Du vil hente dieselolie i godkendte reservedunke, og du bruger din personbil tilkoblet en trailer. For nemheds skyld regner vi med, at 80 liter dieselolie inkl. emballage vejer 80 kg. Du kan nu vælge at placere alle 80 liter på traileren, eller du kan putte 75 liter i bagagerummet og de sidste 5 liter på traileren. Har du i forvejen 5 kg diverse autoplejemidler, fx i form af spraydåser, stående i bagagerummet, bliver du nødt til at reducere mængden af dieselolie tilsvarende, så der i alt kun bliver 80 kg farligt gods.

Til toppen

Farligt gods i bus

I en bus må hver person medbringe indtil 2 kg (brutto) farligt gods uden at være omfattet af reglerne for vejtransport af farligt gods, dog må hver person medbringe indtil 5 kg husholdningskemikalier, autoplejemidler og andre ikke-giftige produkter. Er der tale om fyrværkeri (af den type, der kan købes lovligt i forretningerne), må der højst medbringes 0,5 kg nettoeksplosivstofmængde (NEM) pr. person. Betingelserne for at være undtaget er:

  1. Det farlige gods skal være emballeret til detailsalg eller i UN-godkendt emballage. Som hovedregel kan man sige, at produktet skal være emballeret i den originale emballage, som du som almindelig forbruger kan købe.
  2. Det farlige gods skal være beregnet til din personlige eller hjemlige brug herunder til fritids- eller sportsaktiviteter.

Til toppen

Farligt gods, der bruges til medicinsk behandling

Hvis du er under medicinsk behandling, og du i den forbindelse transporterer farligt gods (fx iltflasker), er kørslen undtaget de fleste regler om vejtransport af farligt gods. Se dog nærmere her

Til toppen

Kørsel med større mængder farligt gods

Ovenfor er nævnt de mængder farligt gods, du må køre med som privatperson uden at være omfattet af reglerne for vejtransport af farligt gods. Du kan som privatperson godt køre med større mængder farligt gods, men i så fald bliver du omfattet af reglerne.  Det betyder i praksis, at du skal følge de samme regler, som gælder for erhvervsmæssig transport af farligt gods.

Kravene omfatter bl.a., at:

  • Der skal anvendes UN-godkendte emballager, som skal være mærket med særlige påskrifter og faresedler.
  • Der skal medbringes et transportdokument, der indeholder særlige oplysninger om det farlige gods.
  • Der skal medbringes en håndildslukker.
  • Du skal være uddannet i reglerne om vejtransport af farligt gods.

Reglerne er nærmere beskrevet her.

Til toppen

Uheld med farligt gods

Hvis du i forbindelse med transporten eller håndteringen af det farlige gods kommer ud for et uheld, hvor der sker udslip eller spild af det farlige gods, skal dette omgående meldes til alarmcentralen (1-1-2), medmindre spildet eller udslippet umiddelbart kan fjernes eller uskadeliggøres af de tilstedeværende.

Beredskabsstyrelsen

DASU


 
Reklamer

H.I. Auto


Yokohama Advan dæk


Bruno Hansen Motorsport