Rallycross - DM   27/07/15

Megavådt RC-motorløb for JP Racing
Vejrudsigten bød på dagslangt regnvejr, da Danmarks største Rally Cross-arrangement: Motorsportsfestivalen (ved Sæby) var i kikkerten for JP RACING fra Motorsport Nordjylland (MNJ). RC-chauffør: Jan Petersen deltager i DM-slutspurten 2015 med sin heftige Citroën C2 Super 1600 i den tunede 1,6 liters klasse (SUPER 1600).

- Ørnedalsbanen ved Sæby ligger meget tæt ved Kattegat, forklarer Jan Petersen. - Derfor har vejret ved motorløbet nogle gange budt på solskin, mens resten af landet fik regn. Denne gang fik meteorologerne imidlertid yderst ret, og sidste halvdel af RC-heatene og finalerne blev en heroisk kamp om at komme hurtigst gennem det vanskelige bane-underlag.


Jan Petersen vandt semifinalen foran DM-ærkerivalen: Jacob Schnoor, men fik tildelt tidsstraf for påkørsel

Først gjaldt det for JP RACING at kvalificere sig til semifinalerne gennem fire kvalifikationsheats.

- Raceren ”døde” simpelt hen på startstregen i første kvali-heat, fortsætter Jan Petersen. - Jeg forsøgte febrilsk at trykke på starteren, men motoren ville ikke springe i gang! Vi fandt aldrig fejlen, som vi derfor tilskriver en løs forbindelse, for tilbage i mekaniker-teltet spandt motoren lystigt igen.


Jan Petersen (t.v.) diskuterer de svære baneforhold med EM-specialisten i SUPER 1600: Ulrik Linnemann

De 2 første kvali-heats foregik i førstedagens tørvejr, hvor Jan Petersen derfor fik taget et lille afsæt til at komme længere op i klassementet.

- Ved de sidste 2 kvali-heats stod regnen ned i lårtykke stråler, konstaterer Jan Petersen. - Over halvdelen af underlaget på Ørnedalsbanen er jord/sand/kridt, som i regnen bliver omdannet til en overflade af flydende ”gule ærter”. Samtidig opstod der masser af vandpytter i ærtesuppen. I begge våde heats var jeg dog markant hurtigere end min DM-ærkerival og klubkammerat: Jacob Schnoor i Peugeot 106 MAXI.


Jan Petersen gik til stålet i finalen med en yderst tæt infight til den norske jente: Lina Maria Holt

Hurtigheden fortsatte i semifinalen, hvor ærkerivalerne kom i samme semifinale-heat: - Vinduesviskerne og sprinkler-systemet kom virkelig på over-arbejde, for der kommer gule ærter i luften fra både konkurrenter og sin egen racer. Nogle gange sigter man nærmest i lykke og fromme, og må køre efter lyden/stoplyset fra konkurrenterne.

Jan Petersen vandt sit semifinale-heat med 7 sekunder, men havde undervejs uheldigvis ramt Jacob Schnoor i fighten, da forruden blev omdannet en blævret oplevelse: - Jeg fik desværre en tidsstraf, som bevirkede en startposition i anden startrække i finalen. Her slap konkurrenceheldet samtidig op, og slutresultatet blev en femteplads. Jeg ligger dog stadig på en sikker andenplads i DM 2015.


Jan Petersen oplevede en intens løbsweekend på Ørnedalsbanen

DM-semifinalen afvikles på JP RACING’s hjemmebane i Nysum sammen med NEZ-semifinalen i Rally Cross. Dette foregår i løbsweekenden: 8.-9. august, og hvor der kommer nordeuropæisk konkurrence fra Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen og Rusland.

Motorsport Nordjylland

Åge Keseler Kirketerp


Læs mere om:
  • Ørnedalen
  • 25/07/15 - Ørnedalen - Rallycross - DM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport