Rally   14/05/17

Sådan tog Simon og Ditte føringen i Rumænien!
Da Simon Vallentin og Ditte Kammersgaard forlod Cluj-Napoca og Rumænien var det ikke blot med monstrøse trofæer i favnen.

Men også med et godt udgangspunkt for deres ambition om at køre deres lejede Opel Adam R2 til en samlet sejr i den paneuropæiske Tour European Rally series TER2 Cup for juniorkørere.
Foruden trofæet tog de også 30 vinderpoint med sig hjem, 25 point for sejren i R2-klassen og 5 point for sejren på den indledende TER-rundes powerstage, hvilket giver den danske duo et forspring på seks point i forhold til dens nærmeste konkurrenter, Roland Stengg og Peter Meidinger i klassens næsthurtigste Opel Adam R2 - godt otte sekunder efter det danske vinderteam.
Efter hjemkomsten har Simon Vallentin og Ditte Kammersgaard haft tid til at slappe af og reflektere over deres første løb i TER-turneringen og for Simons vedkommende kan det udtrykkes med to ord:
- En drømmestart!


Simon Vallentin og Ditte Kammersgaard tog udfordringerne op i Rumænien og kom med et godt samarbejde derfra med maksimumpoint i TER2-klassen for juniorkørere.

AFGØRENDE DÆKVALG
- Udfordringer var der nok af, især med det skiftende vejr og valget af dæk, om de skulle være hårde eller bløde eller en blanding af begge dele, men det gik fint, vi kom igennem med et topresultat. Dejligt!, fortæller Simon og tilføjer:
- Der var 40-50 kilometer fra startrampen til den første hastighedsprøve, så det var svært at vurdere, hvilke dæk vi skulle benytte, men valgte efter tip fra lokale at starte på bløde dæk på de tre første af fredagens fem prøver, men skiftede senere til hårde dæk på den sidste prøve inde i byen.
Natten til lørdag regnede det, så danskerne valgte at køre dagens to første prøver med mediumdæk på forhjulene og bløde dæk på baghjulene, men som dagen gik klarede det op og skiftede til varmt vejr, så på vej til den syvende af løbets ialt 14 hastighedsprøver besluttede Simon at skifte til hårde dæk på forakslen og mediumdæk på bagakslen.
- Det virkede perfekt på de tre følgende prøver frem til servicepausen, hvor vi skiftede til hårde dæk på løbets sidste fire prøver, fortæller Simon og beskriver samtidigt oplevelsen af det rumænske Transilvania Rally, som var det første af turneringens seks runder.


Den danske duo rullede i mål efter en så god indsats, at den sluttede som nummer 11 i generalklassementet domineret af 4-hjustrukne R5-biler samt en R3-trimmet Toyota GT86 og DS3.

MEST UJÆVNE NOGENSINDE
- Hastighedsprøverne var meget forskellige, nogle steder meget ujævne og med skiftende belægning af asfalt og beton og med fint grus i svingene, som fik bilen til at skride ud og kræve lynhurtige korrektioner på rattet. Det var især tilfældet på den første prøve, som nok er den mest ujævne, jeg nogensinde har kørt, fortæller Simon.
Det skiftende vejr krævede imidlertid ikke kun velovervejede valg af dæk og lynhurtige reaktioner, men også højspændte situationer.


Efter sejren i Transilvania Rally satser Vallentin og Kammersgaard på i den kommende belgiske runde at udbygge deres føring i TER2 Cup.

Støvet har lagt sig og der har været tid til at reflektere over indsatsen og resultetet af ilddåben i den rumænske TER-runde og facit er krystalklart: Tilfredshed.


HVOR FA’EN ER FAN’EN?
En sådan situation opstod på en af løbets indledende hastighedsprøver. Temperaturforskellen inde og ude fik frontruden til at dugge, mens bilen flintrede afsted på det ujævne underlag, så mens Simon havde travlt med at holde tempoet oppe og bilen på sporet råbte han til Ditte om at tænde for klimaanlæggets blæser.
Men det var lettere sagt end gjort, for lige akkurat den situation var ikke forudset og indøvet.
- Der var meget at se til på den prøve, så da Simon bad mig om at tænde for blæseren, kunne jeg ikke umiddelbart finde den. Jeg tror vi kørte i tre minutter, mens ruden blev stadig mere dugget, og Simon sagde, at nu blev jeg altså nødt til at få tændt for den blæser, fortæller Ditte og fortsætter:
- Jeg ledte desperat efter kontakten blandt instrumentbordet orange og røde kontakter, som jeg ikke vovede at røre, og tænkte ikke i situationen på engelsk, mens jeg læste vores noter på dansk, så det varede lidt, før den blev fundet.
Havde kontakten været forsynet med et symbol i stedet for den engelske tekst ”FAN“, ville Ditte være blevet sparet for det anspændte øjebliks højaktuelle spørgsmål: Hvor fa’en er FAN’en?
Desuagtet er begge enige om, at deres ilddåb og samarbejde i bilen forløb fint, omend de fik en påmindelse om, at de skal have gjort sig mere fortrolige med den rappe bils detaljer, før næste runde i Belgien den 23.-24. juni.


Afslutningen på Transilvania Rally 2017 blev en triumf på podiet for Simon Vallentin og Ditte Kammersgaard.

MERE AT INDØVE Det danske teams første prioritering forud for TER-starten var at få vænnet sig til bilens dynamiske optræden og på deres indbyrdes samarbejde i cockpittet. Begge dele faldt tilfredsstillende ud, så nu kan de gå videre med yderligere raffinering af samarbejdet og ”check-up“ af de øvrige facetter af opgaven med at køre efter den samlede TER2 Cup-sejr.
- Forlods fik vi kun kørt lidt i bilen, og havde eksempelvis ikke fået øvet hjulskift. Selvom det undervejs i Rumænien gik fint med at få skiftet alle fire hjul på mindre end 10 minutter, fordi vi delte opgaverne mellem os, så er det åbenbart, at jo flere faste rutiner vi kan få indlært, desto bedre vil vi være stillet, når det for alvor brænder på, fortsætter Ditte Kammersgaard.
Begge er enige om, at den belgiske TER-runde kan blive mere udfordrende, når der sandsynligvis bliver flere kandidater til topplaceringerne i TER2 Cup. Så selvom de i Transilvania Rally fik en god start og et godt forspring, er der grund til at arbejde med yderligere tilvænning og optimering af deres samarbejde og udnyttelse af den lejede Opel Adam R2 fra det polske RSZ-team.

Vallentin Motorsport


Læs mere om:
  • Simon Vallentin

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk