Euro Rally Challenge   03/02/18

Vallentin og Kvick satser på EM-rally for juniorer
Målet er en entré i WRC-regi senest i 2022
Et nyt dansk rallyteam er i dag og i morgen i aktion på stand C2754 i Hal C ved Motormessen i Herning Messe Center.


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Det er Simon Vallentin, Svinninge og Jeannette Kvick, Slagelse, der har sat sig for at stile mod en sæson i ERC-turneringen for juniorer som starten på, hvad de kalder ProjectWRC2022. Begge deltog sidste år i den internationale TER-turnering, Tour European Rallye, men i hvert sit regi.

Ambitiøs målsætning
Starten til det nye projekt gik forleden med et møde med en større skare særligt indbudte gæster hos Asbjørn Biler i Holbæk, hvor de to gav et indblik i deres baggrund for og ambitioner om en professionel rallykarriere på internationalt niveau.


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Ved samme lejlighed bidrog henholdsvis direktør Henrik Andersen, Carl Weinreich A/S, der i fjor støttede Vallentin Motorsports engagement i TER-serien, et af dansk rallysports topnavne og vinder af et officielt FIA-trofæ, Tim Svanholt, og Ole Skov fra Skov Motorsport Promotions. Tilsammen opridsede de for en skare potentielle sponsorer kravene til og grundlaget for at placere det nye team på rallysportens verdenskort og de kommercielle muligheder, der knytter sig dertil.

Først seks ERC runder
Efter planen begynder ProjectWRC2022 med ERC-turneringen for juniorer. Den tæller seks runder og begynder allerede den 22.-24. marts med det portugisiske Azores Airline Rally på Azorerne. Allerede den 3.5. maj køres den spanske runde Rally Islas Canaria på Gran Canaria fulgt af en pause frem til 20.-22. juli. Da går starten til den italienske runde Rally Di Roma Capitale, som godt en måned senere; den 24.-26. august, følges af det tjekkiske Barum Czech Rally i universitetsbyen Zlin 300 km syd for Prag. Den 21.-23. september køres semifinalen i forbindelse med 75. Rally Poland, der afvikles i Masurien-regionen nordøst for Warszawa.
Finalen køres i Letland den 12.-14. oktober med Rally Liepāja.


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Flere alternativer
Simon Vallentin leverede i fjor flere Top 3-resultater i en 2-hjulstrukket R2-trimmet Opel Adam og blev samlet nummer to i sin klasse, mens Jeannette Kvick sammen med hollandske Henk Bakkenes i en 4-hjulstrukket Mitsubishi Lancer sluttede på en samlet andenplads i sin klasse.


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Om det nye rallyteams indsats i ERC-regi bliver i en tilsvarende bil er ikke endeligt besluttet, Der er andre biler med potentiale til at løse opgaven, f.eks. Ford Fiesta og Peugeot 208. Valget af bil vil afhænge af det endelige finansielle grundlag for at få et optimalt udgangspunkt for realiseringen af det ambitiøse rallyprojekt. Sideløbende med ERC-serien er det planen at starte i tre DM-runder og deltage i udvalgte rallysprint.


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Klar til større mål
I de næste tre dage er Simon Vallentin og Jeannette Kvick på deres stand i Herning Messe Center for at præsentere deres ProjectWRC2022 kombineret med konkurrencer om gavekort og sponsorpræmier.


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

- Vi har begge an ambition om at blive professionelle rallykørere i internationalt regi og vi er opsat på at forene vores evner i en benhård indsats på at nå vort fælles mål. 2018 vil vi bruge til at optimere det teammæssige samarbejde og markedsføre ProjectWRC2022, fastslår duoen bag det nye initiativ.


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Begynder ikke på bar bund
Den 26-årige pladesmed fra Svinninge har allerede 56 podieplaceringer, 31 sejre, et Danmarksmesterskab samt kåringer som Årets Rallytalent og Årets Rallykører på sin meritliste. Simon Vallentin er klar til at køre videre og målet er at realisere drømmen om at blive professionel rallykører.

For den 36-årige handicaphjælper og tjener fra Slagelse er det på samme måde. Målet er Jeannette Kvick at blive professionel co-driver. Hun har kørt flere end 300 løb og været co-driver i 20 internationale rallyer. Undervejs er det blevet til tre Danmarksmesterskaber og en nominering som Årets Rallyteam 2017.


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Allerede i fjor benyttede de to i den schweiziske TER-runde lejligheden til et trip med notekørsel, og blev overraskede over, hvor godt det gik. Derfra udviklede det sig til beslutningen om et samarbejde om ProjectWRC2022.

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Jeannette Kvick
  • Simon Vallentin

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport