Rally Monte-Carlo Historique   06/02/19

Hillerødkører i kæmpe vinterrally: Det var vildt i sneen
Per Vilslev nr. 147 i det historiske "Monte"
"Der var vildt meget sne, og fire specialetaper måtte slettes, fordi end ikke sneplovene kunne komme frem."
Sådan beskriver rallykøreren Per Vilslev fra Hillerød årets udgave af Rallye Monte-Carlo Historique, verdens hårdeste rally for historiske biler. Her blev han sammen med codriver Erik Andersen fra Virum nr. 148 ud af 315 startende i parrets Opel Kadett GT/E fra 1979.

Nr. 148 var ikke, hvad Per Vilslev havde drømt om.

"På første specialetape skulle vi overhale en langsomme konkurrent på en bjergvej, men der var så lidt plads, at vi kørte fast i sneen og mistede enhver chance for en topplacering," konstaterer Per Vilslev fra målet i Monaco.


Efter en katastrofal start, hvor de lå nr. 254, kørte Per Vilslev og Erik Andersen deres Opel Kadett GT/E frem til en slutposition som nr. 148
(Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)

Løbet bød dog på mange gode oplevelser: "På specialetape 12 blev vi nr. 2 af alle, så vi fik bevist, at hvis vi kan undgå uheld, kan vi være med i den skrappe del af feltet," vurderer Per Vilslev.

Hans holdning deles af codriver Erik Andersen:
"Næste år må vi køre ned at træne på vejene lige som de andre. Det er nødvendigt, hvis vi vil have en topplacering."


Sneen lå højt på de franske bjergveje, og det var noget der passede Per Vilslev og Erik Andersen, der kørte bredt med deres Opel Kadett
(Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)

Rallye Monte-Carlo Historique blev det mest sneplagede løb i mange år, og omkring 75 mandskaber måtte udgå under de barske betingelser.

Per Vilslev og Erik Andersen regner dog med at være med igen i 2020.
"Vi skal se, om vi ikke kan lave et topresultat," slutter Per Vilslev.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 06/02/19 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto