Rally   10/06/24

Kenneth Madsen får en drøm opfyldt
Efter at have oplevet løbet som tilskuer deltager Kenneth Madsen i weekenden i Rallye Mittelrhein, der byder på nogle af Tysklands mest krævende hastighedsprøver.

For anden gang i denne sæson stiller Kenneth Madsen (Ruds Vedby) til start i et tysk mesterskabsrally i Glad Sports Citroën C3 Rally2. Efter at det i foråret gjaldt Rallye Erzgebirge er det nu Rallye Mittelrhein, som er på programmet. Rallyet byder bl.a. på en række krævende hastighedsprøver i vinmarkerne ved Rhinen og Mosel.


Kenneth Madsen stiller i weekenden op i det krævende tyske Rallye Mittelrhein.
(Foto: Allan Post Christiansen)

”Jeg har endnu ikke selv været nede at køre i vinmarkerne, men jeg har nogle gange være dernede til løb i området med Jacob,” fortæller Kenneth Madsen. ”Senest sidste år for at skrue, da han og Line deltog i løbet. Jeg var med ude at køre på et par hastighedsprøver, og så blev jeg enig med mig selv, Det skal jeg prøve.”

”Jacob har hele tiden snakket om at køre rally i de vinmarker, og jeg synes, at det var fedt sidste år. På grund af mit tidligere bilvalg, hvor jeg kørte en nationalt opbygget rallybil, har jeg ikke haft mulighed for at køre løbet, men nu vil jeg. Det bliver sejt at køre nogle af de prøver, som er blevet anvendt til VM-rally.”

Det bliver dog ikke Kenneth Madsens faste co-driver, Mette Felthaus (Horsens), som skal sidde ved siden af ham. Det bliver i stedet den tidligere Danmarksmester Ditte Kammersgaard (København).

”I Glad Sport står jeg altid for at booke vores overnatninger til sæsonen, og det gjorde jeg den 2. januar. Da Mette fik datoerne, sagde hun Det løb har vi da ikke snakket om. Kan vi ikke finde et andet, for jeg skal til udlandet med mit firma?” fortæller Kenneth Madsen. ”Mit svar var kort Nej, jeg skal bare prøve at køre det.”

”Jeg er sikker på, at Ditte kan klare opgaven. Vi skal køre shakedown om fredagen, og får der kørt lidt sammen, inden det gør løs. Vi starter lige på og hårdt med at køre i vinmarkerne om lørdagen, mens det bliver mere traditionelle hastighedsprøver, vi slutter af med søndag.”

Ved Rallye Erzgebirge kørte Kenneth Madsen/Mette Felthaus sig til en tredjeplads.

”Selv om det gik godt i Rallye Erzgebirge, er dette her et helt andet løb,” siger Kenneth Madsen. ”Der er hele 23 mandskaber i Rally2-klassen, og mange af dem har kørt løbet før. Jeg tror, at man skal give voldsomt meget gas, hvis man skal i top 8. Samtidig har jeg også en ny andenkører og i weekenden efter skal vi køre tredje afdeling af Dansk Super Rally. Det kommer nok også til at spille ind.”

Glad Sport


Læs mere om:
  • Ditte Kammersgaard
  • Kenneth Madsen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport