Dansk Super Rally   26/06/24

Ib Kragh: ”Jeg skulle have en hel bil med hjem.”
Det blev ikke til et hattrick af DM-guldmedaljer i disciplinen rallysprint for Ib Kragh, da han for tredje gang stillede op i DM-Ugen. Denne gang foregik det i og omkring Herning, og denne gang var det med Jeannette Kvick i codriver-sædet i den hurtige Hyundai i20N Rally2.

”Jeg var godt klar over, at jeg ville få det svært med Kenneth Madsen,” indrømmer rallykøreren fra Juelsminde. ”Han er stærkt kørende. Han var i snit et halvt sekund pr. prøvekilometer hurtigere, men han kom også lige fra et krævende løb i Tyskland, så han var helt varm. Vi har lidt at arbejde med, når man ikke kører så tit, men jeg skulle også have en hel bil med hjem.”


Ib Kragh og Jeannette Kvick tog en andenplads i Mascot Rally Herning

”På den fjerde hastighedsprøve var der et grusstykke, hvor jeg mente, at jeg godt kunne køre fuld gas, men så kom jeg op ad sporet, som var skabt ved første gennemkørsel. Der fik jeg sved på panden, for jeg kom meeeeget tæt på et el-skab, som jeg frygtede at ramme. Vi havde noteret det under notekørslen, men jeg regnede ikke med, at vi ville komme tæt på det. Vi var under løbet også nede i nogle grøfter et par gange. Den ene gang rystede bilen helt vildt, da venstre fordæk var fyldt med jord. Det var udfordrende 14 kilometer, hvor det hele vibrerede.”

En ny succesoplevelse fik Ib Kragh på en af de andre hastighedsprøver, som indgik i Mascot Rally Herning.

”Det vekslede mellem tørvejr og regn. På den syvende hastighedsprøve var det vådt,” fortæller han. ”Vi fik kørt med slicks på rallybilen i regnvejr, og det har jeg aldrig rigtig været dus med, men det gik fint denne her gang. Vores dækstrategi gennem hele løbet viste sig at være rigtig.”

Mascot Rally Herning talte til tre forskellige konkurrencer. Det var tredje afdeling af Dansk Super Rally, der var et såkaldt Short Rally, og så Danmarksmesterskabet i rallysprint.

”Klubben fik kombineret de tre ting godt, så det virkelig fungerede,” siger Ib Kragh. ”Man havde en god måde at sætte hastighedsprøverne sammen på, og publikumsprøven var rigtig god. Den var sjov at køre, og så var der mange tilskuere, så det var alt ialt er virkelig godt løb.”

IK Motorsport

IK Rally Racing


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Jeannette Kvick
  • Herning
  • 22/06/24 - Herning - Dansk Super Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk