FIA WEC   17/04/25

WEC på Imola med danske favoritter
World Endurance ChampionshipAnden afdeling af årets WEC køres i påsken på den italienske traditionsbane Autodromo Enzo e Dino Ferrari; i daglig tale blot Imola. Banen ligger et stenkast fra Ferrari-fabrikken i Maranello, og sidste år lå det længe til at blive en hjemmebanesejr til italienerne, indtil vejrguderne ændrede det.

Ferrari dominerede totalt i åbningsløbet 1812 Qatar for godt en måned siden, og man skulle måske derfor tro det ville blive en ”walk in the park” for den Stejlende Hest. Der er dog flere grunde til det næppe bliver tilfældet; i hvert fald ikke i en grad som vi så i ørkensandet.

For det første nød Nicklas Nielsen & Co godt af en usædvanlig gunstig Balance of Performance (BoP) i Qatar (BoP er det redskab FIA anvender til at gøre konkurrencen i Hypercar så lige som mulig). Sejren i åbningsløbet var så markant, at det som ventet har udløst ”succesballast” der vil handicappe de røde racere.

For det andet var det modsatte tilfældet for Porsche, der i Qatar vejede betydelig mere end konkurrenterne. Til Imola er en del af de ekstra kg fjernet, og alene af den grund kan tyskerne forventes at være stærkere denne gang.
BMW med Kevin Magnussen har vist gode takter i de første løb, og kan på en god dag blande sig i topstriden. Peugeot med Mikkel Jensen og Malthe Jakobsen får sædvanligvis en bil i top-10; men den ujævne ”stop and go” bane i Italien passer næppe 9X8 særlig godt.

Toyota kan man aldrig afskrive; det kan man derimod godt tillade sig i forhold til den nye dreng i klassen; Aston Martin med Marco Sørensen. Englænderne har meget at lære i topklassen. Cadillac kan være med, hvis de ikke ”saboterer” sig selv. Alpine ventes ikke at blande sig i topstriden.

Et slag på tasken bliver derfor et comeback for Porsche, og måske endelig en sejr til Michael Christensen og holdkammerater i #5. Det bliver svært for Ferrari at vinde, men mindre kan også gøre det. Sejren i Qatar med de ekstra points gav et godt udgangspunkt for en succesfuld kampagne frem mod Le Mans og VM.

I LMGT3 vandt Michelle Gatting og Iron Dames for nylig første afdeling af European Le Mans Series, og er dermed tilbage på sporet, efter skuffelsen i Qatar.

6 Hours of Imola starter søndag kl. 13, og kan følges Live på Kanal 6, MAX eller Eurosport 2, med dansk kommentering.
Kvalifikationen køres lørdag kl. 14.30 og kan følges Live på MAX; ligeledes med dansk kommentering.

Bo Baltzer Nielsen
BBN Consult


Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Marco L. Sørensen
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Michelle Gatting
  • Nicklas Nielsen
  • Imola
  • 20/04/25 - Imola - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto