| 
  Årets første to afdelinger af VM for sportsvogne, FIA WEC, har ikke leveret de ønskede resultater for Porsche fabrikskører Michael Christensen og hans team Porsche Penske Motorsport. En tiende- og ellevteplads er det blevet til for Michael Christensen, der i 2018/19 vandt VM-titlen i GT for Porsche. På lørdag afvikles 3. afdeling af WEC på den fantastiske Spa-bane, der er placeret i Ardennerbjergene i Belgien. Placeringen af den fantastiske racerbane har ofte givet uforudsigeligt vejr, men vejrudsigten lover i øjeblikket sol og tørvejr. Den 7 km. lange bane er en favorit blandt racerkørerne, grundet sine mange udfordrende sving, højdeforskel og ikke mindst den berømte kombination Eau Rouge samt langsider, hvor tophastigheden er omkring 315 km/t.
 
 (Foto: Porsche)
 
Konkurrencen i WEC er en af de hårdeste, der er set i sportsvognsracing, der er i gang med en ny gylden æra, hvor Porsche har stærk modstand fra store bilfabrikanter som Ferrari, BMW, Toyota, Peugeot, Cadillac, Alpine og Aston Martin. Ialt 18 biler stiller til start i hypercar-klassen og Michael Christensens Porsche 963 har desværre manglet den sidste fart i år, for at være med helt fremme i et felt, hvor de små marginaler er afgørende. Det store og flotte felt, der også tæller 18 biler i GT3-klassen, er blevet en stor succes og der forventes mere end 90.000 tilskuere til 6 timers løbet på Spa, der starter lørdag kl. 14.
 
"Jeg ser virkelig frem til Spa" fortæller Michael Christensen. "Vi forventer rigtig mange tilskuere, hvilket altid giver god stemning og så ser det ud til at vejret er med os, hvilket man virkelig skal være lykkelig for på Spa på den her årstid. Vi har testet på Spa og bilen kørte godt, så vi håber det også fortsætter i løbsweekenden. Der er lagt nyt asfalt i halvdelen af svingene, hvilket giver mere greb og hurtigere omgangstider. Det gør også, at bilen opfører sig lidt anderledes og vi håber, det kan hjælpe os lidt på vej mod toppen af feltet. Det er et virkelig tæt felt, så det gælder om at få de sidste marginaler på plads og så må vi gerne ønske os en smule held vores vej. Så jeg er mere positiv forud for dette løb end jeg har været ved de forudgående løb og jeg håber, vi kan gøre os gældende i top fem."
 
Tidsskema for 3. afdeling af FIA WEC/6 Hours of Spa
 Torsdag den 8. maj
 11.30-13.00 Fri træning 1
 16.30-18.00 Fri træning 2
 
 Fredag den 9. maj
 11.00-12.00 Fri træning 3
 15.25-15.40 Kvalifikation Hypercar
 15.48-16.00 Kvalifikation Hyperpole Hypercar (de 10 hurtigste)
 
 Lørdag den 10. maj
 14.00-20.00 Race 6 Hours of Spa
 
 Danske kørere i FIA WEC Hypercar
 Porsche 963 #5 Michael Christensen
 BMW M Hybrid #15 Kevin Magnussen
 Ferrari 499P #50 Nicklas Nielsen
 Peugeot 9X8 #93 Mikkel Jensen
 Peugeot 9X8 #94 Malthe Jakobsen
 Aston Martin Valkyrie #009 Marco Sørensen
 
 Pointfordeling i FIA WEC
 I kvalifikation gives point til Pole Position: 1
 Ved 6 timers løb gives point til top ti: 25-18-15-12-10-8-6-4-2-1
 Ved 8-10 timers løb (+1.812 km.) gives point til top ti: 38-27-23-18-15-12-9-6-3-2
 Ved 24 timers Le Mans gives point til top ti: 50-36-30-24-20-16-12-8-4-2
 
 Antal dæk til rådighed
 Ved 6 timers løb: 18 dæk
 Ved 8-10 timers løb: 26 dæk
 Ved 24 timers Le Mans: 32 dæk
 
 Løbskalender 2025
 3: 10. maj, Belgien, 6 Hours of Spa
 4: 14.-15. juni Frankrig, Le Mans 24 timer
 5: 13. juli, Brasilien, 6 Hours of Sao Paulo
 6: 7. september, USA, COTA
 7: 28. september, Japan, 6 Hours of Fuji
 8: 8. november, Bahrain, 8 Hours of Bahrain
 
Michael Christensen Press Jan Kaiser Læs mere om:
 Michael Klitgaard ChristensenSpa-Francorchamps10/05/25 - Spa-Francorchamps - FIA WEC - FIA VM
 
 |