Var i schweizisk ERT-runde i clinch med bl.a. en 9-dobbelt VM-vinder og en tidligere EM-vinder og 11-dobbelt vinder af EM-runden i Ypres, men blev ramt af en dobbelt punktering  Simon Vallentin og Nathalie Solbach-Schmidt fik markeret sig i den talstærke RC2-klasse, men blev ramt af to punkteringer på den femte hastighedsprøve, netop som de var ved at køre sig ind i Top-5 blandt rallyets 52 startende hold
Simon Vallentin fra Holbæk kunne i pinsen se tilbage på nogle hektiske dage i det schweiziske Rally du Chablais, der for ham og Vallentin Rallysport på flere måder blev teamets hidtil største udfordring.
Ikke mindst i det hurtige RC2-klassement med flere end 21 andre deltagere på jagt efter points til årets internationale turneringer European Rally Trophy og Tour European Rally med et felt tællende bl.a. den 9-dobbelte franske VM-vinder Sebastien Loeb og belgieren Freddy Loix, tidligere EM-vinder og 11-dobbelte vinder af EM-runden i Ypres.
- Vi var fra starten med i Top-10 og var godt på vej til at rykke ind i Top-5, da vi på den femte af rallyets 14 hastighedsprøver blev ramt af punkteringer på først et forhjul og dernæst et baghjul. Det kom til at koste os tid og strafpoint, men med en fænomenal indsats af mit fantastiske team lykkedes det at gennemføre og nå i mål, selv om det blev med en slutplacering mindre imposant end vi havde håbet på, forklarede Simon Vallentin efter hjemkomsten fra et krævende rally i Schweiz.
 Det gjaldt om at holde afstand til de skarpe klippestykker på de schweiziske bjergveje, men Simon fik alligevel skåret 10 centimeter for langt ind i et sving, og så gik luften ud af rallybilens dæk
Simon Vallentins udfordring var ikke kun Loeb og Loix tillige med den hurtige hollænder Charles Munster, tysker Albert Von Thurn und Taxis samt schweizerne Mike Coppens og Maret Thibault, men også at han deltog med tyske Nathalie Solbach-Schmidt som stand-in for den sædvanlige co-driver Line Lykke Jensen.
- Det indebar en situation, som jeg ikke tidligere været ude for, nemlig at skulle køre efter noter leveret på en blanding af tysk, engelsk og dansk, men det gik faktisk bedre end frygtet. Dertil rallyets meget smalle, snoede og ujævne veje med skiftende typer asfalt i bjerge og skove kombineret men skiftende vejrforhold, som stillede krav til valg af optimale dæk, tilføjede han.
Kraftige regnskyl og strømmende vand bidrog til at gøre vejene glatte og vanskelige at manøvrere på, Efter en god indsats på de første fire godt 40 af rallyets 170,9 kilometer hastighedsprøver, hvilket bragte den dansk-tyske duo frem i toppen af feltet besluttede Simon at droppe det ene af to reservehjul for at lette kørslen med den hurtige Hyundai i20N Rally 2-bil. Det gav imidlertid bagslag i det henved 459 kilometer lange Rally du Chablais, da han på trods af skærpet opmærksomhed for ikke at skære sving for tæt blev ramt af to punkteringer.
 Den schweiziske ERT-runde blev en særlig udfordring for Simon Vallentin og hans team
- På den femte hastighedsprøve kom jeg for alligevel for tæt på nogle klippesten i vejkanten, så først punkterede vi på et forhjul og dernæst på et baghjul. Jeg skar måske 10 centimeter for langt ind i et sving og det var nok til at perforere fordækket. Værst gik det med bagdækket, som blev flået op, og det satte os tilbage på resultattavlen. Men vi fik gennemført rallyet og har fået en masse værdifuld erfaring, som kan komme os til gavn den 20.-21. juni, når vi er til start i den tjekkiske ERT-runde Rally Agrotech Petronas, fortsatte Simon Vallentin. Han kan se frem til endnu et rally med en stand-in for Line Lykke Jensen, nemlig norske Sunniva Rudi, som han har fået aftale med via Lines kæreste, den norske WRC2-verdensmester, Torstein Eriksen. Sprogligt vil det nok også lette kommunikationen i rallybilens cockpit. Som co-driver for svenske Dennis Rådström vandt Sunniva ultimo maj det henved 100 kilometer lange Royal Rally of Scandinavia på grusveje ved Karlstad.
Vallentin Rallysport
Morten Dam - autoMOTIV/specialpress Læs mere om: Simon Vallentin |