Konkurrencen skærpes, og der skal kæmpes om vigtige mesterskabspoint, når Aarhus Automobil Sport, lørdag, den 21. juni, afvikler Kvickly Aars Løbet, som er tredje afdeling af seks i DASU Classic Regularity-turneringen. Denne gang har løbsledelsen valgt at rykke udenfor Aarhus området, og køre løbet i Himmerland.  Aarhus Automobil Sport-køreren, Finn Kristensen der, sammen med Erik Rasmussen, aktuelt ligger på en 3. plads om Danmarksmesterskabet i Expert-klassen, ses her i den fine Ford Escort Mexico, årgang 1973, i årets første afdeling af mesterskabet (Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)
Med den meget erfarne løbsleder Hans Ole Nielsen i spidsen, godt sekunderet af den øvrige løbsledelse bestående af Bernd Thrysøe og Reneé Nielsen, også fra AAS, er der lagt op til hård konkurrence, når det 194 km lange løb skal køres på de små Himmerlandske kommuneveje. Løbslederen, Hans Ole Nielsen, har tidligere lavet 12 af denne type løb på Djursland, men er nu flyttet til Fjelsø, der ligger i området der nu skal køres i - et nyt område der ikke tidligere er blevet anvendt til regularity.
 Søren Kusk Nielsen og Anja Kristensen, også fra Aarhus Automobil Sport, deltager i Touring-klassen med deres Opel Kadett E fra 1985. De har til dato blot kørt et løb i år, og ligger på en samlet 13. plads i klassen. (Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)
I løbet er der indlagt 21 sekundetaper, med en samlet længde på 125 km. For deltagerne i de fire klasser der køres mesterskab i, Touring, Sport, Expert og Elite, gælder det ikke om at komme hurtigst fra A til B, men om at holde den angivne gennemsnitshastighed når deltagerne med typisk omkring 40 km/t skal forsøge at være på rette sted på ruten på rette tidspunkt med sekunders nøjagtighed. Renée Nielsen og Hans Ole Nielsen har gennemkørt ruten utallige gange og målt op til alle sekundetaperne, da målene er meget afgørende for deltagernes resultater. Der køres med tidsberegning på 1/10 sekunder.
Man passerer på sekundetaperne et antal hemmelige elektroniske tidskontroller, som registrerer tidspunktet for bilens passage. Dermed kan løbsledelsen beregne deltagernes evner til at køre præcist, og tildele strafpoint for afvigelser i forhold til tidsplanen. Det hold der får færrest point i de fire klasser der køres i, kåres ved mål som vindere af de enkelte klasser.
 Fra Aarhus Automobil Sport deltager Torben Sørensen og Poul Erik Hansen i Touring-klassen, hvor de i en Fiat X 1/9 fra 1982 ligger placeret på en samlet 5. plads efter de to første afdelinger (Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)
Der vil være god mulighed for publikum at se de mange flotte klassiske biler når der er teknisk kontrol fra kl. 8.00 på parkeringspladsen ved Aalestrup RC-klub, Nørreled 6, og ved startstedet, Aalestrup Classic Bil og MC, Vandværksvej 4a, som venligst har udlånt deres klublokale til indtagelse af morgenmad sponsoreret af Kvickly Aars. Her vil man kunne se de forventede ca. 40 biler, og møde kørerne inden første bil sendes afsted kl. 10:00.
Klokken ca. 10.35 vil man kunne se deltagerne køre forbi skolen og sportspladsen i Bjerregrav på vej mod Tostrup Kirke, hvor der er pause fra ca. kl. 11.05 til ca. kl. 11.50. Fra ca. kl. 12 vil deltagerne passere Vesterbølle Skole, hvorefter de kører igennem Vognsild og ud forbi kirken, for kl. ca. 12.35 at ankomme til Kimbrer Kroen i Års, hvor der er middagspause.
Kl. 13:20 starter første bil på løbets 2. etape, hvor de kører ned gennem Himmerlandsgade ud på ruten nord for Aars. Ca. kl. 13.45 kommer bilerne forbi Blære skole, og fortsætter nordpå via Gundersted, Gatten, Oudrup Kirke og Lundby til Sebber Kirke/Kloster på St. Ajstrupvej, hvor der er kaffepause fra kl. ca. 14.45 til ca. 15.30. Derfra køres via Sebbersund gennem Pindstrup Bakker via Halkær, som passeres ca. kl. 15:45.
Fra kl. ca. 16.15 vil man igen kunne se bilerne køre op gennem Himmerlandsgade til samlingsstedet på Kimbrer Kroen, hvor der er spisning og præmie-uddeling efter dagens strabadser.
 Løbslederen, Hans Ole Nielsen, fra Fjelsø deltager også i mesterskabet i en Mazda MX5 fra 1991, og ligger inden 3. afdeling på en samlet 3. plads i Sport-med Renée Nielsen i kortlæsersædet. De deltager ikke i Kvickly Aars Løbet, men får som løbsledelse tildelt point i mesterskabet. (Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)
Fra Aarhus Automobil Sport deltager der tre mandskaber:
Finn Kristensen og Erik Rasmussen i Ford Escort Mexico 1973
Søren Kusk Nielsen og Anja Kristensen i Opel Kadett 1985
Torben Østergaard og Poul Erik Hansen i Fiat X 1/9 1982
Aarhus Automobil Sport,
Løbsleder Hans Ole Nielsen
rallypics.dk Viggo Johansen |