Endnu engang fandt Kim Boisen speederen i weekenden, da holdet deltog i rallyløbet i Juelsminde. Med højt humør, flot vejr og et stærkt felt var rammerne sat for en intens og oplevelsesrig dag i det østjyske – og det blev det! Da Emilie er blevet opereret og derfor ikke kunne deltage, fik Kim, Dan Johansen med i codriver sædet hvilket altid er en succes. ”Jeg er meget glad for at jeg igen kan køre med til DM4 på Midtsjælland, for det med at stå sidelinjen, det har jeg hverken nerver eller tålmodighed til, jeg vil helst gerne være i bilen hvor jeg har styr på hvad der sker” siger Emilie med et grin.
Rallyets serviceplads var som vanligt placeret ved havnen i Juelsminde – en lokation, der med rette kaldes “Danmarks svar på Monaco”. Omgivelserne og stemningen blandt både deltagere og tilskuere var helt i top og gav løbet en ekstra dimension af charme og eksklusivitet.
 BMW’en i sit es (Foto: Allan Post)
Rallyet blev skudt i gang med Power Stage som første prøve, og her satte Kim og Dan et solidt aftryk fra start ved at køre sig ind på en generel 4. plads, hvilket udløser ekstra point til den samlede stilling i mesterskabet – en stærk åbning, der gav holdet en god følelse fra morgenstunden.
Dog blev dagen ikke uden udfordringer. Allerede ved første service var Kim langt fra tilfreds med dagens udvikling. På prøve 3 røg bilen i bakgear et par gange, hvilket kostede både tid, koncentration og humøret fik et lille dyk. Men i ægte Boisen Motorsport-stil blev der hurtigt samlet fokus, og resten af dagen blev kørt med både stærke tider og stabile placeringer.
Specielt på årets længste prøve passede helt perfekt til teamet og det var her hvor de bedste placeringer blev hentet ind.
Med et smil på læben siger Dan ”Synes det var super at kører et rally med Kim Boisen igen. Jeg var lige med som afløser for Emilie i Juelsminde DM-rally. Vi havde lige første prøve, hvor vi lige skulle finde hinanden igen og derefter kørte det bare, som i gamle dage. Man bliver bare imponeret, når man sidder ved siden af en mand i midt 60erne, som kører så stærkt i en 40 år gammel rallybil - det er bare for vildt! Vi ender som 1. I klassen og 4 generelt og der siger jo næsten alt. Fedt med alle de publikummer stod og heppede på os, når vi kom susende forbi - FEDT”
 Stemningsbillede fra det danske Monaco (Foto: Allan Post)
Kim fortæller ”selv om jeg savnede min datter i bilen var det fedt at have Dan med igen, vi har kørt meget sammen igennem de sidste 38 år så samarbejdet fungerer med det samme. Samtidig er jeg virkelig stolt over at kunne lave sådan en placering i min alder og så i en bil det er bygget efter reglerne fra det forrige årtusinde”
Boisen Motorsport ser nu frem mod de kommende løb og går til forberedelserne med fornyet energi og optimisme. Med point på kontoen og bilen i god form er holdet klar til at jagte endnu flere placeringer i det samlede mesterskab som vi endnu engang er med i kampen om.
Boisen Motorsport
Læs mere om: Dan JohannsenEmilie BoisenKim BoisenJuelsminde23/08/25 - Juelsminde - Dansk Super Rally - DM |