Dansk Super Rally   21/09/25

Vallentin fik revanche
Slog den regerende mester i Rally Midtsjælland
Weekendens store danske rally, Rally Midtsjælland, tællende som næstsidste afdeling af Dansk Super Rally, blev som ventet et stort opgør mellem de regerende mestre Kenneth Madsen, Slagelse, og Mads Dalsager, Solbjerg, i Citroën C3 og udfordrerne Simon Vallentin, Holbæk, og Karsten Isaksen, Egtved, i Hyundai i20N, begge i firehjulstrukne rallyraketter.


Simon Vallentin og Karsten Isaksen var flyvende i Rally Midtsjælland i deres Hyundai i20N, her hen over en bakketop ved Skee
(Foto: Allan Post Christiansen)

Efter en dagslang dyst over 10 hastighedsprøver på de sjællandske landeveje endte Vallentin og Isaksen med at tage sejren med et forspring på kun otte sekunder.


Vinderne af Rally Midtsjælland, Simon Vallentin og Karsten Isaksen, blev behørigt fejret ved mål i Viby Sj
(Foto: Michael Eisenberg)

På løbets tredjeplads kom hurtigste tohjulstrukne bil, en Renault Clio Rally ført af det talentfulde mandskab Jacob Madsen, Ruds Vedby og Line Nedergaard, Viborg.


I Rally Midtsjælland levede Jacob Madsen og Line Nedergaard helt op til forventningerne ved at blive nr. 3 og bedste tohjulstrukne bil med deres Renault Clio Rally
(Foto: Michael Eisenberg)

”Det var en befrielse,” sagde vinderen Simon Vallentin ved mål i Viby Sj. ”Vi har haft en problemfyldt sæson og et stort uheld i Tjekkiet. Men nu fungerede det hele dagen. Nogle steder kørte vi ude på den yderste grænse. Det var dejligt at give noget tilbage til teamet og sponsorerne, og jeg fik tanket en masse selvtillid,” udtalte han.

”Vi er ikke helt tilfredse,” mente nr. 2, Kenneth Madsen, der fortsatte: ”Simon og Karsten kørte virkelig stærkt. Jeg begik den fejl at vælge en for høj gearing i bilen, det gavnede os på to hastighedsprøver, men vi mistede tid på de andre otte. Men nu er vi klogere,” konkluderede Kenneth Madsen med et smil ved mål.


For første gang i lang tid måtte Kenneth Madsen og Mads Dalsager i Citroën C3 tage til takke med andenpladsen i et dansk rally
(Foto: Michael Eisenberg)

Banekøreren Marco Gersager, Solrød, leverede løbets overraskelse, da han med Ditte Kammersgaard, Nørrebro, som codriver gjorde comeback til rallysporten i en nyindkøbt firehjulstrukken VW Polo Rally. Parret blev nr. 4 i generalklassementet.


Flot comeback: Efter flere år med internationale baneløb var Marco Gersager tilbage i rally med Ditte Kammersgaard i en VW Polo Rally, og de fik en fornem fjerdeplads i Rally Midtsjælland
(Foto: Morten Dam)

En anden stor indsats blev leveret af det unge talentfulde mandskab Lasse Karlshøj, Ejby, og Isabell Kvick, Maribo. I deres tohjulstrukne Peugeot 208 Rally kørte de sig ind på en bemærkelsesværdig sjetteplads.


Et af landets mest talentfulde rallyhold, Lasse Karlshøj og Isabell Kvick, opnåede en mere end anerkendt sjetteplads med deres Peugeot 208 Rally i Rally Midtsjælland
(Foto: Morten Dam)

Rally Midtsjælland satte Viby Sjælland og omegn på danmarkskortet.

”Både fredag og lørdag havde vi særdeles mange tilskuere ude at nyde glade mennesker, hurtige biler og dejligt vejr,” vurderer rallyets eventchef Kenneth Saust, der selv er fra Viby.


Satte Viby Sjælland og omegn på danmarkskortet sammen med resten af sin løbsledelse: Eventchef Kenneth Saust, der selv bor i Viby, var mere end tilfreds efter et vel gennemført Rally Midtsjælland
(Foto: Michael Eisenberg)

Rally Midtsjælland havde 57 deltagende mandskaber, hvilket er det højeste tal i flere år, og 41 hold gennemførte. Intet er afgjort i Dansk Super Rally, DIF-mesterskabet i rally, det sker først i finalen i Rally Stoholm i oktober.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Simon Vallentin
  • Viby Sjælland
  • 20/09/25 - Viby Sjælland - Dansk Super Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto