Det blev til en femteplads i generalklassementet og en fjerdeplads blandt holdene i de hurtige firhjulstrukne Rally2-biler, da Ib Kragh og Jeannette Kvick lørdag stillede til start i lørdagens Rally Midtsjælland.
”Det kunne godt have været bedre,” indrømmer rallykøreren fra Juelsminde. ”Med dette her løb har vi nok kørt 300 km hastighedsprøver i år, og jeg er noget bagefter på køretid i år, for den distance plejer jeg at have kørt før sommerferien.”
 Ib Kragh med Bo Mølgaard 'Bo og mine andre servicefolk har gjort en stor indsats for at få bilen ud at køre igen' (Foto: Jokum Tord Larsen)
”Vi tabte for meget tid på formiddagsprøverne, og på anden gennemkørsel var vores tidstab på flere af prøverne om eftermiddagen også større end om formiddagen. Der var flere steder, hvor jeg bremsede 6-8 meter for tidligt, og det kan jeg kun tilskrive den begrænsede tid, jeg har haft i bilen i år.”
Rally Midtsjælland var blot det andet løb i årets Dansk Super Rally, hvor Ib Kragh og Jeannette Kvick har kørt fuld distance. Deres seneste start – ved Rally Juelsminde – måtte de stoppe før tid med store flammer fra bagenden af den hurtige Hyundai i20N Rally2.
”Ved starten på Rally Midtsjælland var jeg måske ikke nervøs, men jeg kunne ikke lade være med ofte at kikke i spejlene for at se, om der var noget bag ved bilen,” tilstår Ib Kragh. ”Da vi holdt ved start på hastighedsprøve 1, dampede bilen også og lugtede lidt anderledes, men jeg tænkte, at det bare var efterveerne efter branden. Da vi var nået til mål på prøven – hvor vi ellers mødte både et rådyr og en måge – var der ikke noget mærkeligt.”
”Bilen kørte problemfrit, så det var en god rallybil, som mine trofaste servicefolk og andre hjælpere har hjulpet mig med at få skruet sammen.”
Rally Midtsjælland havde base i Viby Sjælland, hvor der blev kørt to hastighedsprøver nord for byen og tre syd for.
”Det var nogle hurtige hastighedsprøver, og så var der den berømte hastighedsprøve ved Skee, som var noget af en mundfuld, fordi det hopper og danser. Jeg havde fejlvurderet et hop, så da vi landede skævt, slog jeg min ene skulder på sædet, selv om jeg var spændt helt fast,” siger Ib Kragh.
”Jeg var godt klar over, at Kenneth Madsen og Simon Vallentin ville give den gas, men deres kamp ville jeg ikke være en del af og risikere noget overilet, når mine servicefolk og jeg nu havde knoklet i tre uger for at få bilen klar efter branden i Juelsminde.”
IK Motorsport
Læs mere om: Ib KraghJeannette KvickIK MotorsportViby Sjælland20/09/25 - Viby Sjælland - Dansk Super Rally - DM |