Malthe Jakobsen og Crowdstrike Racing by APR sikrede to tredjepladser i weekendens dobbeltafdeling af Asian Le Mans Series på Sepang International Circuit.  (Foto: APR)
Årets sidste løbsweekend blev afsluttet i den rigtige ende af feltet, men vejret endte med at spænde ben for den helt store succes. Lørdagens løb startede på ottendepladsen, og selvom trioen bestående af teamejer George Kurtz, Louis Deletraz og den thy'ske Hypercar-chauffør, rakte indsatsen kun til tredjepladsen:
"Det var et svært løb. Banen blev ramt af nogle massive regnbyger, og det var ikke kun på banen at det gav udfordringer, for i pitten var det næsten umuligt for ingeniørerne at ramme en optimal pitstrategi. På den måde kan vi være rigtigt tilfredse med en tredjeplads", siger Malthe Jakobsen, som i søndagens løb kunne se George Kurtz starte løbet fra tiendepladsen.
 (Foto: APR)
Herfra satte Crowdstrike-trioen igen kursen mod toppen, og mod slutningen af løbet var teamet helt fremme på andenpladsen, før endnu et regnskyl lagde en dæmper på løbet. Undervejs lykkedes det søsterbilen at finde vej forbi, og da løbet efterfølgende blev afbrudt 20 minutter før tid, måtte thyboen tage til takke med endnu en tredjeplads.
"Vi havde håbet på mere, men i et felt som dette siger det meget om hvor stærkt et team, vi har, når vi kan køre os fra tiendepladsen og frem i Top 3. Det er fedt at være tilbage med Crowdstrike Racing by APR, og det har været rigtig sjovt at dele bilen med Louis (Deletraz, red.). Nu glæder jeg mig til en velfortjent juleferie, og så venter både Daytona og mere Asian Le Mans Series på den anden side af nytår. Det bliver en god start på 2026", lyder det fra Malthe Jakobsen.
 (Foto: APR)
Crowdstrike Racing by APR indtager tredjepladsen i Asian Le Mans Series 25/26. Sæsonen fortsætter i februar på Dubai Autodrobe og Yas Marina Circuit, der hver lægger asfalt til to fire-timers løb.
Jakobsen Motorsport Kim Gripping Læs mere om: Malthe JakobsenSepang13/12/25 - Sepang - Asian LMS14/12/25 - Sepang - Asian LMS |