Rally   10/05/24

Karlshøj og Kvick tog førertrøjen på i Rallye Sulingen
Men var tilfredse med en andenplads - og skifter fokus fra det tyske til danske rallymesterskab
Det gik stærkt på smalle veje og militære områder syd for Bremen, da Lasse Karlshøj og Isabell Kvick, Ejby/Maribo, førte sig frem i den godt 145 kilometer lange tyske mesterskabsrunde ADAC ACTRONICS Rallye Sulingen.


Lasse Karlshøj og Isabell Kvick gav alt hvad de og den forhjulstrukne Rally4-bil havde at byde på og sluttede som nummer 18 generelt ud af 82 startende biler.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

I deres Peugeot 208 Rally4 dominerede de RC4-klassen på to af rallyets 11 hastighedsprøver, var andenhurtigst på to andre prøver og tredjehurtigst på tre prøver. Bortset fra to prøver var de i RC4-klassens Top-5 på samtlige hastighedsprøver. Efter den første sektion i rallyet var det danske talenthold på en samlet tredjeplads i deres klasse.

- Bilen kørte perfekt, og vi havde farten til at være med i Top-5. Der var bare et par steder, hvor det mislykkedes, fastslog Lasse Karlshøj efterfølgende og forklarede, hvad der gik galt.


Lasse Karlshøj og Isabell Kvick sluttede i Sulingen på en andenplads blot 18,8 sekunder efter de tyske klassevindere Tom Kässer og Stephan Schneeweiss, ligeledes i en Peugeot 208 Rally4.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

De tre første prøver blev kørt om fredagen, og resten den følgende dag. På den 14,75 kilometer lange Staffhorst-prøve, den syvende i rækken, skulle den danske duo køre en note beskrevet som en ”venstre 4, der lukker“, men den lukkede mere skarpt, end Lasse Karlshøj var forberedt på.

- For at undgå en grøft, valgte jeg at køre en omvej ud over en mark og vende for at komme tilbage på sporet. Dét kostede lidt ekstra tid, lød forklaringen.

På den 19,48 kilometer lange Barenburg-prøver missede han et bremsepunkt, så bilen endte med at gå i stå, og det tog lidt tid, før han fik genstartet motoren.

- Det kostede os nok mellem 12 og 15 sekunder og dermed også en førsteplads, men ellers gik det fint resten af vejen. Vi var på grænsen af det mulige, tilføjede han.


Lasse Karlshøj og Isabell Kvick gav alt hvad de og den forhjulstrukne Rally4-bil havde at byde på og sluttede som nummer 18 generelt ud af 82 startende biler.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Fire af rallyets 11 hastighedsprøver blev kørt på det militære område ved Sulingen, snævre strækninger som flere steder er omgivet af høje betonmure, så der var ikke plads til fejl.

- Vi lærer hele tiden og er tilfredse med vort resultat i Sulingen, fastslog Lasse Karlshøj, der sammen med Isabell Kvick sluttede på en samlet andenplads blandt 16 deltagere i RC4-klassen og som nummer 18 generelt ud af 82 startende biler i feltet, der bl.a. talte 20 kraftfulde 4-hjulstrukne Rally2- og R5-biler.

Tidligere i år har Karlshøj og Kvick deltaget i det belgiske Rallye van Haspengouw, det tyske Rallye Erzgebirge og i Rally Yding (Den første runde i Dansk Super Rally) og hver gang er de sluttet med en flot andenplads.


Da en eksamen kommer i vejen for deltagelse i et kommende tysk mesterskabsløb, har Karlshøj og Kvick besluttet at skifte fokus og koncentrere sig om opgøret i Dansk Super Rally 2024. Her er de på vej mellem betonmurene på Libenau-prøven på det militære område.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Da den medicinstuderende Lasse Karlshøj medio juni skal til eksamen, er han og Isabel Kvick afskåret fra at stille til start i det kommende Rallye Mittelrhein, som tæller til det tyske mesterskab, har de besluttet at skifte fokus, så i stedet for det tyske mesterskab, vil de nu koncentrere sig om det danske mesterskab i rally; Dansk Super Rally. Den næste runde køres den 25. maj i Sønderjylland omkring Aabenraa.

Lasse Karlshøj og Isabell Kvick
Karlshøj Racing

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


 
Reklamer

H.I. Auto


Yokohama Advan dæk


Bruno Hansen Motorsport