Dakar Rally   06/01/09

Rallye Dakar: Dag 3
Volkswagen bevarer overtaget
Der var ingen, der havde lovet deltagerne i årets Rallye Dakar i Sydamerika, at det ville blive lettere end da man kørte i Afrika. Tværtimod. De første tre hastighedsetaper har været hårde og udfordringerne tager til i styrke.

Det måtte deltagerne sande under mandagens 551 kilometer lange fart-prøve fra Puerto Madryn til Jacobacci i Argentina, hvor ikke engang etapevinderen kom igennem uden problemer.

Først over målstregen kom vinderholdet fra førstedagen, Nasser Al Attiyah/Tina Thörner i BMW X3 CC. Men bare 35 sekunder efter fulgte Volkswagens top-team med Carlos sainz/Michel Perin i cockpittet. De var så tæt på den vindende BMW, at VW’en fortsat fortsat fører rallyet.


Carlos Sainz i Volkswagen Race Touareg fører fortsat Rallye Dakar efter at være kommet i mål blot 35 sekunder efter vinderen af mandagens etape – Nasser Al Attiyah.
(Foto: Scandinavian Racing Press)

Sejren til Al Attiyah betød imidlertid, at Volkswagens andet hold med Giniel de Villiers i førersædet, blev sendt ned på 3. pladsen i den samlede stilling. Attiyahs tid bragte ham op på 2. pladsen og til manges overraskelse formåede ingen af Mitsubishi’erne at blande sig i topstriden.

MEN - den 9-dobbelte Dakar vinder, Stephane Peterhansel, er tæt på. Afstanden mellem hans debuterende Mitsubishi Racing Lancer og den førende VW Race Touareg er sølle 8 minutter og 47 sekunder, efter næsten 1200 kilometers hastighedsetape. Det rækker til en fjerdeplads indtil videre – men der er næppe nogen tvivl om, at når rallyet begiver sig ud i de berygtede ørkenområder vil fårene for alvor blive skilt fra bukkene, og hér får Peterhansel sin store chance.


Stephane Peterhansel i Mitsubishi Racing Lancer har ikke sluppet følingen med de forreste hold i Rallye Dakar. Hans store styrke for først lov at udfolde sig senere i rallyet.
(Foto: Scandinavian Racing Press)

Der begynder så småt at tegne sig et billede:
Volkswagen og Mitsubishi er stort set lige hurtige. Carlos Sainz’ fortid som rallyverdensmester nyder han gavn af på de snoede dele af hastighedsetaperne. Til gengæld kan ørkenetaperne nemt gå hen at blive en snert for hårde for den spanske stjerne. Og det er et åbent spørgsmål om semi-fabriks BMW-teamet med Nasser Al Attiyah kan stå distancen.

Derfor er det vigtigt for VW motorsportsdirektør, danskeren Kris Nissen, at sydafrikaneren Giniel de Villiers fortsat er med i topstriden. Og for Mitsubishi er det af afgørende betydning, at Peterhansel ikke er mange minutter efter. Kampen om sejren kan meget vel blive afgjort mellem de to.

Tirsdag fortsætter rallyet mod nord, op langs Andes bjergene. Stort set hele etapen er hastighedsprøve – 459 km for fuld fart – hvor den første del er sandet og stenet. 180 kilometer ude på prøven ændrer den karakter og bliver mere lig mandagens prøve med masser af grus og slutter af med et stykke regulær off-road kørsel gennem et ekstremt barsk underlag.

Resultat af dagens etape:

1 - Nasser Al Attiyah/Tina Thörner (QAT/SWE), BMW X3 CC, 4t29m27s

2 - Carlos Sainz/Michel Perin (SPA/FRA), Volkswagen Race Touareg 2, +35s

3 - Dieter Depping/Timo Gottschalk (GER/GER), Volkswagen Race Touareg2, +1m40s

4 - mGiniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (SAF/GER), Volkswagen Race Touareg 2, +4m01s

5 - Stephane Peterhansel/Jean-Paul Cottret (FRA/FRA), Mitsubishi Racing Lancer, 5m31s

6 - Mark Miller/Ralph Pitchford (USA/SAF), Volkswagen Race Touareg 2, +8m00s

Stillingen i Rallye Dakar den 5. januar 2009:

1 - Carlos Sainz/Michel Perin (SPA/FRA), Volkswagen Race Touareg 2, 9t04m48s

2 - Nasser Al Attiyah/Tina Thörner (QAT/SWE), BMW X3 CC, +3m40s

3 - Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (SAF/GER), Volkswagen Race Touareg 2, +5m45s

4 - Stephane Peterhansel/Jean-Paul Cottret (FRA/FRA), Mitsubishi Racing Lancer, +8m47s

5 - Nani Roma/Lucas Cruz Senra (SPA/SPA), Mitsubishi Racing Lancer, +14m22s

6 - Mark Miller/Ralph Pitchford (USA/SAF), Volkswagen Race Touareg 2, +15m45s

Udsendt af Scandinavian Racing Press i samarbejde med Mitsubishi og Volkswagen

Vivi Siiger og Søren Clauding


Læs mere om:
  • 03/01/09 - Dakar Rally
  • Rallye Dakar: Dag 1
  • Rallye Dakar: Dag 2
  • Rallye Dakar: Deltagerliste
  • Rallye Dakar: Klar til start

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto